Vejr

Så starter badesæsonen for alvor

TV 2 Vejrets badevandsmålinger indledes med skolernes sommerferie.

- Dagens badevandstemperatur er tyve grader.

Simon Tulin Holmgaard Kristensen har netop hevet termometret op på badebroen ud for Smørmosen Strand på den sydfynske ø Thurø. Han er en af TV 2 Vejrets badevandsmålere, og i dag er første dag i den nye sæson.

Badevandspatruljen har eksisteret siden 1996, og dermed er det den 24. sæson, der officielt er sat i gang. I løbet af sommeren går frivillige over hele landet en gang om dagen ud og måler temperaturen i det lokale badevand.

Temperaturen måles omkring middag i en meters dybe. Målingerne sendes til TV 2, hvor de bruges i Vejrets app og i vejrudsigterne.

Tradition i familien

Simon Tulin Holmgaard Kristensen er andengenerations badevandsmåler. Hans far Lars Holmgaard har Thurø Minigolf, og han haft målt temperatur for TV 2 Vejret, siden badevandspatruljen startede.

- Jeg har været med siden 1996, så det er 23 år, og du kan se, at jeg har taget den gode gamle T-shirt med, siger han og viser sin gamle T-shirt frem med teksten ”Badevandspatruljen 1996”.

Lars Holmgaard har været en del af TV 2 Vejrets badevandspatrulje siden 1996.

- Nu er det jo sådan, at jeg er ved at blive en gammel mand, så det er mine børn, der overtager, og i dag er det Simon, der måler, fortæller han videre.

Badevandsmålerne er en blandet skare. Der er enkelte privatpersoner, der er alligevel går ned og bader dagligt, og så er der mange, der arbejder i ferielandet. Det kan være campingpladser, eller som her en minigolfbane. Fælles for dem er, at de gerne vil skabe opmærksomhed omkring deres lokale strand.

- Det har været en tradition for Thurø Minigolf igennem mange år, og vi synes, det er vigtigt at bringe informationen om badevandstemperaturen videre, så det bliver muligt for folk at gribe chancen og komme ud, når det er varmt, fortæller Simon Tulin Holmgaard Kristensen.

Håber på god badesæson

Sommeren slog sidste år varmerekord på varmerekord, og forhåbningerne for badesæsonen 2019 er også tårnhøje på Thurø.

- Jeg forventer høje badevandstemperaturer og ingen brandmænd og vandmænd. Der vil nok være lidt krabber til børnene. Og så har vi jo altid rent badevand herude, så det satser vi også på, at vi får igen i år, slutter Simon Tulin Holmgaard.