Hedebølge sætter varmerekord i Frankrig med over 45 grader
Den europæiske hedebølge har nu slået rekorder i seks lande og resulteret i flere dødsfald.
Hedebølgen i Europa er meget voldsom. Fredag ud på eftermiddagen nåede termometeret op på 45,9 grader i Gallargues-le-Montueux efter at man tidligere på dagen satte ny absolut varmerekord i Frankrig. Tre målestationer slog den hidtige rekord på 44,1 grader. Vellevielle målte 45,1 grader og Carpentras i Rhonedalen målte 44,3 grader. Torsdag målte samme målestation 41,3 grader, hvilket var ny junirekord, men den rekord holdt altså under en dag.
I fire andre europæiske lande har man de seneste dage også slået varmerekord for juni, mens de 38,2 grader i Radzyn, Polen er en tangering af den gamle rekord fra 1935.
Gamle rekorder står for fald
Rekorderne, som man kan se på ovenstående grafik, har nogle steder slået ret gamle rekorder. Den gamle Andorra-rekord er fra 1935, og rekorden i Tyskland er fra 1947, mens de øvrige er fra efter år 2000.
I Tyskland kan man måske i weekenden komme op på den absolutte rekord fra 2015. Dengang målte man både 5. juli og 7. august 40,3 grader. Størst chance for ny rekord er der på søndag.
I Spanien har man målt høje temperaturer de seneste dage og vil også i weekenden komme over 40 grader.
Den voldsomme varme har allerede resulteret i flere dødsfald flere steder i Europa.
I Cordoba døde en 17-årig dreng. Han følte sig dårlig under sit arbejde som landsbrugsmedhjælper med og hoppede i en pool for at køle sig ned, hvorefter han gik i ukontrollerede kramper. Trods hasteindlæggelse på byens hospital, stod hans liv ikke til at redde, skriver The Guardian.
Flere hospitaler i Spanien melder ligeledes om varmerelaterede indlæggelser og kollaps. I Valladolid døde en 80-årig mand efter at være blevet ramt af et hedeslag.
Gødning selvantændte og startede en skovbrand
De glohede temperaturer har også medført brande i Catalonien på ti tusinde hektar i et større naturområde. Myndighederne mener gødning selvantændte i varmen, som herefter satte en skovbrand i gang.
I Tarragona, 75 kilometer sydvest for Barcelona, måtte helikoptere hjælpe i slukningsarbejdet. En officiel temperaturmåling viste 47 grader, men den er selvfølgelig præget af brandene i nærheden.
Også i Milano har man noteret sig et dødsfald, da en ældre hjemløs blev fundet død efter et ildebefindende på grund af overophedning.
I det sydlige Frankrig har både museer og svømmehaller slået dørene op for at gøre det nemmere for folk at søge i ly for varmen.
4000 skoler i Sydfrankrig fik fredag besked på at holde lukket som følge af ekstreme temperaturer.
Præsident Emmanuel Macron kommenterede fredag på varmerekorden og slog fast, at de ekstreme temperaturer formentlig vil opstå med større hyppighed. Og at det kan betyde justeringer i måden at arbejde på.
- Vi kommer formentlig til at skulle tilpasse vores vaner og vores måde at arbejde på, lød det fra Macron, der også adresserede den globale opvarmning som årsag til varmebølgen.
Den franske sundhedsminister Agnés Buzyn advarer om faren ved at efterlade børn i biler og henstiller til, at man ikke løber i tidsrummet mellem middag og klokken 14 på grund af faren for at overophede.
Årsagen til hedebølgen er varm luft fra Sahara, der er trukket op over Europa. Det sker tit, men sjældent så voldsomt som vi ser i disse dage.
Befinder du dig i Frankrig, vil TV 2 gerne høre om dine oplevelser i hedebølgen. Skriv til os på 1234@tv2.dk.