Vejr

Ekstrem europæisk varme slår rekorder - og har ikke toppet endnu

Onsdag blev der målt den højeste temperatur i juni i tysk vejrhistorie.

Onsdag var en særdeles varm dag, hvor temperaturen ved DMI på Østerbro i København steg til 31,1 grader først på eftermiddagen.

Sommerdage juni-juli 2019

  • 2. juni:   26,9° (Langø)
  • 3. juni:   29,5° (Hammerodde)
  • 5. juni:   29,0° (Rønne)
  • 6. juni:   27,7° (Gilleleje og København)
  • 17. juni: 25,4° (Kegnæs)
  • 18. juni: 26,9° (Skrydstrup og Store Jyndevad)
  • 19. juni: 28,0° (Vester Vedsted)
  • 25. juni: 30,0° (Borris)
  • 26. juni: 31,1° (DMI, Østerbro)
  • 29. juni: 28,0° (Tirstrup)
  • 30. juni: 32,7° (Gilleleje)
  • 18. juli: 25,9° (Holbæk)
  • 19. juli: 25,5° (Gilleleje)
  • 20. juli: 27,8° (Langø)
  • 23. juli: 27,8° (Tirstrup)
  • 24. juli: 31,1° (Borris)
  • 25. juli: 32,8° (Borris)
  • Sommerdage i alt i 2019: 18

En sommerdag er defineret som en dag, hvor temperaturen når over 25,0 grader.

Det var kulminationen på to varme dage, hvor meget varm luft fra Mellemeuropa en kort overgang blæste op til Danmark fra syd.

Ny juni-rekord i Tyskland

Varmen var dog kun en smagsprøve på, hvad man onsdag oplevede i store dele af Europa - syd for os.

Glohed luft fra Nordafrika har de seneste dage strømmet op over den vestlige del af Europa fra syd, og det har sendt temperaturerne op på et niveau, der flere steder nærmer sig rekord.

Det mærkede man i særdeleshed i Tyskland, hvor der onsdag blev sat nye standarder for, hvor varmt det kan blive i juni. Med hele 38,6 grader målt to steder i landet blev der sat en tyk streg under den rekordagtige hede.

De ekstreme temperaturer blev målt i byerne Coschen og Bad Muskau i det nordøstlige Tyskland nær grænsen til Polen.

Derudover blev der sat adskillige nye lokale varmerekorder for juni - blandt andet omkring Berlin, hvor temperaturen steg til hele 37,8 grader i Schönefeld-lufthavnen. Ved Tempelhof i Berlin, hvor der er målt temperaturer i 70 år, blev den tidligere juni-rekord på 35,9 grader slået med hele 1,6 grader, da der blev målt 37,5 grader onsdag.

Den tidligere tyske varmerekord for juni lød på 38,5 grader, som blev målt i Bühlertal den 27. og 28. juni 1947. Det var samme hedebølge, som gav os vores juni-temperaturrekord i Danmark på 35,5 grader.

Over 40 grader i Frankrig

Selvom varmen endnu ikke har sat rekorder i Frankrig, så var det her endnu varmere end i Tyskland onsdag.

Den ekstreme hede kulminerede i den franske by Clermont-Ferrand, hvor temperaturen steg til ekstreme 40,9 grader.

Et udpluk af de højeste temperaturer over Europa onsdag.

Det er blot 0,6 grader under den franske juni-rekord, som blev målt tilbage i 2003.

Varmen kulminerer torsdag og fredag

Det er dog ikke sikkert, at den 16 år gamle rekord får lov til at stå særlig længe. Hedebølgen vil nemlig først kulminere torsdag og fredag, hvor temperaturen i det centrale og sydlige Frankrig kan stige til 42-43 graders ubønhørlig varme.

Det vil i så fald nærme sig den absolutte franske varmerekord på 44,1 grader, som blev målt 12. august 2003.

Danmark kan også få et kortvarigt pust af varmen, når temperaturen på søndag kan nå op på - eller lidt over - 30 grader.