Video: Her hæver skypumpe sig over jysk by

Brugerne af TV 2 VEJRET har sendt adskillige billeder ind af nordjysk skypumpe.

En imponerende skypumpe rejste sig fredag eftermiddag over Vesterhavet, hvor den tydeligt kunne ses fra blandt andet Blokhus. TV 2 har modtaget flere billeder og videoer af skypumpen.

Der er mulighed for, at der kan have været flere skypumper i området. Der er også en enkelt melding om en skypumpe omkring Rønnede på Sjælland.

Opstår spontant

- Skypumper er relativt svære at forudsige, men på en dag som i dag kommer det ikke som den helt store overraskelse, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Danske skypumper forekommer oftest ved byger over relativt varmt hav. Vandet skal have en vis temperatur, og det stemmer ifølge Andreas Nyholm godt overens med den nuværende temperatur på omkring 15-18 grader i åbent vandt omkring Danmark.

- De kan opstå hele året, men der er klart flest om sommeren og sensommeren.

Peter Fjeldborg indfangede skypumpen fra Blokhus.
Peter Fjeldborg indfangede skypumpen fra Blokhus. Foto: Peter Fjeldborg / Seerbillede

Mindre farlig end en tornado

Skypumperne opstår som en tragt oppe under skyerne, men det er langt fra altid, de kommer ned og røre jorden. Selv når det sker, er det normalt ikke farligt.

- Den her hvirvler meget vand op og ligner en af de lidt kraftigere, men den ville næppe lave meget skade, hvis den kom i land. Det er ikke sådan en, der vil vælte træer, selvom den helt sikkert godt ville kunne knække nogle grene, forklarer Andreas Nyholm.

Skypumper er i familie med de kraftigere tornadoer, men der er en væsentlig forskel.

- Tornadoer, som dem vi ser i USA, er ofte dødbringende, hvor skypumper i Danmark bare skal ses som et fascinerende, oftest ufarligt fænomen, siger Andreas Nyholm.

Skypumper opstår under bygeskyer, når opstigende luft skabe en rotation. Lidt som det kendes, når vandet løber ud af et badekar.