Vejr

Flot jordbærmåne over Danmark

Tæt på sommersolhverv fremstår månen mere rød end på noget andet tidspunkt af året.

Mens mange mandag aften var ude for at holde øje med de lysende natskyer, gik endnu et flot sommerfænomen hen over himlen.

Når det er fuldmåne ved sommersolhverv, står månen ofte stor og rød på himlen. Fænomenet kaldes på engelsk strawberry moon, hvilket vi her fordansker til jordbærmåne.

Meteorolog ved TV 2 Vejret Anders Brandt fortæller, at navnet fik sin udbredelse tilbage i 1930’ernes USA, hvor bønder i Maine fik udgivet en almanak, hvor navnet optræder. Jordbærmånen er ikke bare opkaldt efter den røde farve, men faktisk også de rigtige bær.

- I almanakken havde man navngivet alle årets fuldmåner, og netop denne fuldmåne havde den oprindelige befolkning altid kaldt jordbærmåne, da den falder sammen med, at de vilde jordbær begynder at dukke frem i skovbunden, forklarer Anders Brandt.

Derfor er månen særligt rød

Fuldmånen lyser særligt rødt på den nordlige halvkugle, fordi den ved sommersolhverv har årets laveste placering over horisonten. Dermed skal lyset fra månen passere gennem mere af jordens atmosfære, før det når frem til os.

Det røde lys fra månen har nemmest ved at trænge gennem atmosfæren, og derfor ser månen særligt rød ud fra jorden.

Det er sommersolhverv og dermed årets længste dag fredag den 21. juni.

Står modsat solen

Ved sommer- og vintersolhverv står månen op, samtidig med at solen går ned og omvendt.

Jordbærmånen er størst lige efter solnedgang, og den fremstår også ekstra imponerende, når den kan ses som baggrund bag træer og bygninger her nede på jorden.

- Det er et optisk bedrag, men månen fremstår meget stor, når den står lige over horisonten. Det er helt klart der, den er allerflottest, siger Anders Brandt.

Blodmåne – det er noget helt andet

Den røde jordbærmåne adskiller sig fra den såkaldte blodmåne, hvor månen også fremstår rød.

Men blodmånen er en måneformørkelse, hvor jorden skygger for solen, og månen kun reflekterer et svagt rødligt lys ned til jorden.

Jordbærmånen er aftagende nu, men vil fremstå rødlig i den kommende tid.