Uvejr ramte Danmark i nat - her blev man vækket af bulder og brag

Flere områder med regn og torden passerede Danmark i nat.

Hvis man svagt husker at have hørt rumlen eller brag i nat, er det ikke sikkert, at der var tale om en drøm.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores radar her

Flere steder i Danmark er man nemlig blevet passeret af kraftige regn- og tordenbyger i nattens løb.

I første omgang var bygerne et anliggende for den østlige del af landet, hvor der i de sene aftentimer begyndte at dannes kraftige byger. Kort før midnat var der torden i bygerne over Nordsjælland, og lidt efter midnat blev København også ramt af en kortvarig, men kraftig tordenbyge.

Også på resten af Sjælland blev der i de tidlige nattetimer dannet kraftige byger - hvoraf enkelte fortsat var med torden.

Bygerne blev dannet i den meget varme og ustabile luft på den 'varme' side af koldfronten over Nordsøen.

Lyn over København natten til mandag.
Lyn over København natten til mandag. Foto: Peter Tanev / Privatfoto

Samtidigt trak et område med sammenhængende regn og torden ind over Jylland fra Nordsøen. Her var der tale om selve koldfronten, der natten igennem har bevæget sig på langs af sig selv - fra sydvest mod nordøst - og derfor har givet regn i længere perioder.

Over 170 lynnedslag - men ingen officielle skybrud

Siden søndag aften har DMI's lynpejlere registreret 175 lynnedslag over dansk område, hvoraf de fleste slog ned mellem klokken et og to i nat.

De officielt højeste nedbørsmængder i forbindelse med nattens byger har 'kun' været 9,7 millimeter i Tystofte på det sydvestlige Sjælland, mens man i Thyborøn har fået 9,5 millimeter regn.

Lokalt kan der dog godt være faldet betydeligt mere regn andre steder, hvor der ikke har været nedbørsmålere.

Vindstød af stormende kuling

Derimod har bygerne over Jylland været med særdeles voldsomme vindstød. I Hvide Sande blev der klokken 1.30 natten til mandag målt vindstød på 23,9 meter per sekund. Det er stormende kuling og kun 0,6 meter per sekund under stormstyrke.

Lynnedslag set fra Albertslund natten til mandag.
Lynnedslag set fra Albertslund natten til mandag. Foto: Bjørn Madsen / Privatfoto

Også ved Blåvands Huk, samt ved Silstrup i Thy, har der været vindstød af hård kuling i forbindelse med de kraftige byger.

Nyt uvejr på vej

Selvom alt for en stund ånder fred og ro mandag morgen, er det blot en stakket frist. I løbet af dagen bevæger et nyt område med kraftige regn- og tordenbyger sig op mod Danmark fra Tyskland.

Både mod vest og øst kan man igen blive ramt af uvejr i dagens løb - og formentlig er risikoen for mange lynnedslag og skybrud størst over de østlige egne.

Inden da kan temperaturen nå at stige til 28 graders hed sommervarme.