Vejr

Prognoser nu enige om varm weekend – her kan man få 25 grader på søndag

Regnvejret ser ud til at være udskudt.

Tidligere har en koldfront og tordenbyger truet søndagens sommervejr, men nu er de forsinket.

Endelig kan vi finde sommertøjet frem, og det er nærmest med perfekt timing. Kalender-sommerens første dage, som samtidig er weekend, bliver sommelige med temperaturer mellem 20 og 25 grader.

Femdøgnsskema gældende fra fredag  den 31. maj til tirsdag den 4. juni

Femdøgnskemaet vidner om, at den periode med meget koldt majvejr, vi endnu har, er ved at være overstået. I går morges blev der målt -3,1 grader i Billund, hvilket er nærmest uhørt koldt på denne årstid. Overgangen fra vinter til sommer er heldigvis kort. Allerede i morgen kan vi i Østdanmark komme over 18 grader, og weekenden byder antageligt på årets første sommerdag.

En meteorologisk sommerdag opnås, hvis vi på en af DMI's officielle målestationer kommer op over 25 grader.

Fredag kommer der regn i syd og lørdag vil det regne i nord

Fredag bliver ret skyet og særligt i de sydlige egne med periodevis regn. Lørdag vil et mindre lavtryk passere lige nord om Danmark, og noget lunere luft ankommer fra sydvest. Først på lørdagen kan det regne lidt, men i løbet af dagen klarer det op med sol. I de sydlige egne kommer der mest sol og på Sjælland, Lolland og Falster kan temperaturen nå op mellem 19 og 22 grader.

Prognose af temperatur lørdag den 1. juni

I Vestjylland vil frisk vestenvind holde temperaturen nede på 13 til 16 grader. I Nordjylland vil vinden være op til hård, så her kommer der ingen sommerfornemmelser.

Søndag med sol og 25 grader

Søndag drejer vinden i syd, og meget lunere luft trækker op til Danmark. Weekendens sidste dag ser ud til at blive med sløret solskin og tørvejr frem til om aftenen, hvor der er risiko for byger. Sløret solskin er højthængende skyer, der gør, at himlen er mælkehvid i stedet for blå.

Oplevelsen af vejret er skønt, og de høje skyer skærer også lidt af UV-indekset. Hele landet får sommervarme. Den bedste mulighed for mere end 25 grader er i Sønderjylland og på Sydfyn og Lolland-Falster.

Prognose af temperatur søndag den 2. juni

De foregående dage har der været stor usikkerhed om, hvor godt vejret bliver på søndag. Prognoserne har hele tiden haft den lune sommerluft, men samtidig har flere prognoser haft mange skyer og kraftige byger. Noget der kan spolere sommeroplevelsen. På nedenstående vejrkort kan man se koldfronten placeret i Nordsøen og kun byger i Nordvestjylland.

Vejrkort søndag den 2. juni klokken 23

Koldfronten ser ud til først at ramme Danmark på mandag. Det afspejler sig på temperaturkortet for mandag. Her vil det fortsat være sommerligt i Østdanmark samtidig med, at det regner og er køligt i Jylland.

Prognose af temperatur mandag den 3.juni

Vi har endnu ikke fået en sommerdag i år, mens der sidste år kom 15 i maj og årets første faldt allerede den 19. april.