Vejr

Ekstrem vind og kæmpebølger - nu rammer livsfarlig cyklon Indien

Den ekstremt voldsomme cyklon Fani rammer Indien i disse timer. Dibyangshu Sarkar / Ritzau Scanpix

Den ekstremt voldsomme cyklon Fani rammer det nordøstlige Indien i disse timer.

Netop nu raser et uvejr over det nordøstlige Indien af dimensioner, der er ubegribelige at forestille sig.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Den meget voldsomme kategori 4 cyklon Fani er fredag formiddag gået i land i den indiske delstat Orissa med middelvinde på 59 meter per sekund og ekstreme vindstød på 72 meter per sekund.

Til sammenligning er den højeste middelvind i Danmark målt 39,5 meter per sekund i forbindelse med orkanen Allan 28. oktober 2013. I samme forbindelse nåede vindstødene 53,5 meter per sekund.

Rammer med enorme bølger og store mængder regn

Mødet med Fani byder ikke kun på ekstreme vindhastigheder, men også enorme mængder regn og kæmpemæssige bølger ved kysten.

Samtidigt er vandstanden steget, da pålandsvinden 'foran' Fani har presset store mængder vand ind mod kysten.

Kombinationen af stormflod ved kysten og oversvømmelser på land kan skabe en farlig og uoverskuelig situation ved flere kystbyer i det nordøstlige Indien.

De meteorologiske myndigheder forventer, at der kan falde mellem 300 og 500 millimeter regn i forbindelse med cyklonens passage. Tidligt fredag morgen var der allerede faldet 100 millimeter regn i byen Gopalpur.

Puri, India being battered by the equivalent CAT4 (!!) tropical cyclone #Fani as it makes landfall this morning (UTC)! Video: @Asit5 TW

Posted by Severe Weather Europe on Friday, May 3, 2019

Dannet over varmt hav

Fani blev allerede dannet over det Indiske ocean 27. april og har siden da hurtigt samlet kræfter. For at der skal dannes tropiske cykloner, skal havtemperaturen være mindst 26,5 grader - og jo varmere vandet er, jo kraftigere kan cyklonen blive.

Over Den Bengalske Bugt er vandtemperaturen usædvanlig høj for tiden, og Fani bevægede sig over havet med en temperatur på hele 31 grader.

Fani har derfor haft 'perfekte' betingelser for at udvikle sig ekstremt kraftigt over det varme hav.

De enorme vindhastigheder har også skabt kæmpemæssige bølger i den Bengalske bugt - og ifølge de meteorologiske myndigheder har nogle af dem været over 12 meter høje. På videoen nedenfor får man et indtryk af, hvor voldsomt det er at befinde sig på havet i nærheden af en tropisk cyklon.

Fortsætter over land

Selvom Fani mister pusten over land som følge af den manglende 'næring' fra det varme hav, så vil den fortsat skabe alvorlige problemer de næste par dage.

Lørdag vil Fani være nedgraderet til en tropisk storm, men der vil fortsat kunne falde ekstreme mængder regn som følge af cyklonens bane mod nord og nordøst.

Indien og Bangladesh har været hjemsøgt af cykloner

Selvom der heldigvis kan gå mange år mellem de helt store cykloner i Den Bengalske Bugt, så har det nordlige Indien og i særdeleshed Bangladesh historisk set været hårdt ramt af cykloner.

Fani bevæger sig nu ind over land på sin vej mod nordøst. Lørdag bliver Bangladesh også ramt - især af store mængder regn.

Fire ud af de fem mest dødbringende cykloner i verdenshistorien har ramt mindst ét af de to lande, og sommetider har der været ekstremt store tab af menneskeliv.

Den værste katastrofe indtraf i 1970, hvor den såkaldte 'Bhola-cyklon' kostede mindst 500.000 mennesker livet.

21 år senere, i 1991, blev Bangladesh igen ramt af en voldsom cyklon, som kostede tæt på 139.000 mennesker livet.