Vejr

Cyklonen Kenneth har kostet et liv – nu truer massive oversvømmelser

Mozambique ramt af tropisk cyklon med 280 kilometer i timen, og følgevirkningerne kan udvikle sig katastrofalt.

Den tropiske cyklon Kenneth har ramt det nordlige Mozambique, hvor en kvinde er blevet dræbt af et væltende træ. Kenneth ramte land med vindstød på op mod 280 kilometer i timen, og FN advarer nu om mulige oversvømmelser, der kan forværre situationen drastisk.

I land har orkanen forårsaget ødelæggelser på et stort antal bygninger, og i havnebyen Palma er fire skibe gået ned. Strømafbrydelser har gjort det svært at få overblik over skaderne for nødhjælpsorganisationerne i de ramte områder.

Seks meter regn

Vindene er drastisk aftaget efter cyklonen gik i land, men der ventes kraftig regn i det kommende ti dage, hvor der kan komme hele 600 millimeter regn.

Røde Kors-medarbejder Michael Charles der befinder sig i hovedstaden Maputo fortæller Reuters, at den kraftig nedbør kan medføre en ”anden bølge af ødelæggelse” i form af oversvømmelser.

30.000 mennesker var evakueret inden cyklonen ramte.

Kommer seks uger efter anden katastrofe

Kenneth kommer kun seks uger efter cyklonen Idai, der sammen med de efterfølgende oversvømmelser kostede mere end 1000 mennesker livet hen over flere sydøstafrikanske lande. Oversvømmelserne blev udløst af omkring halvt så megen nedbør, som den frygtes at komme nu.

Mozambique er et af verdens fattigste lande, og cyklonen har ramt et område, der på ingen måde er rustet til så kraftigt vejr af den grund, at det ikke normalt rammer så tæt på ækvator.

- Cyklonen Kenneth kan muligvis kræve en ny omfattende nødhjælpsoperation, udtaler FN’s nødhjælpschef Mark Lowcock ifølge AP.

Han opfordrer verden til at tænke på cyklonens ofre:

- Familier, hvis liv er væltet på grund af disse klimarelaterede katastrofer, har akut brug for det internationale samfunds generøsitet for at overleve de kommende måneder.

Varme have skaber kraftigere vind

Den globale opvarmning kan bidrage til flere cykloner og orkaner i og med, at temperaturen i havene stiger, hvilket er en udløsende faktor for de kraftige vinde.

Kenneth ramte land som en såkaldt kategori fire ud af fem. Kategori et starter, der hvor de kraftigste uvejr slutter i Danmark, mens fem er det kraftigste uvejr, vi kender til her på jorden.

Cykloner bruges som betegnelse for orkaner omkring Australien og Det Indiske Ocean. Det er første gang, at så kraftig en cyklon rammer Afrika så langt mod nord.

- Der er aldrig før registreret en tropisk cyklon så langt nordpå. Det er et meget usædvanligt sted, og derfor er der heller ikke kalkuleret med at de kunne ske, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.