Vejr

Blodregn efter støvstormen over Danmark

Ricky Damm Nielsen indfangede solnedgangen: Der var rigtig meget støv i luften fra dagens tørre blæsevejr, skriver han.

Usædvanlig sløret solnedgang og beskidte biler, efter at støvstormen fejede hen over os.

En regulær støvstorm rejste sig tirsdag flere steder i Danmark, og det trækker fortsat spor. De mange partikler i luften gav danskerne en usædvanlig sløret solnedgang, og da regnen satte ind, slog den støvet til jorden – og ud over folks biler og havemøbler. Regnen efterlod tydelige spor af såkaldt blodregn. Altså regn farvet rødt af støv fra Sahara.

- Det var noget af en cocktail, der dumpede ned fra himlen, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Anders Brandt, der kalder det et atmosfærisk kinderæg, da der var tre ting på spil på en gang.

Hele tre ting

Regnen rummede nemlig pollen, lokalt støv fra Danmark og Polen samt det røde støv helt fra Sahara. Mængden af birkepollen var i påsken det fjerdehøjeste målt nogensinde.

Efter morgenregnen har Anders Brandt selv været ude at fotografere sporene af blodregnen på sin bil.

Blodregnen skåner ingen - heller ikke meteorologer - og nu skal Anders Brandt have vasket bilen.

Støvet i luften slørede tirsdag aften solnedgangen så meget, at solen mange steder knap kunne ses, da den gik ned.

Solens lys blev enten opfanget eller spredt af støvet, så det kun var den langbølgede røde farve, der nåede frem til os nede på jorden. Det gjorde, at solnedgangen fremstod brun eller rødlig samt usædvanligt sløret de fleste steder.

Rød sol over Gislev.

Det danske og polske støv kommer særligt med den kraftige østenvind fra nysåede marker, og oven i det hele er der sendt ørkenstøv op fra Nordafrika, hvor det har spredt sig ud over stort set hele Europa.

Ørkenstøvet kommer med den varme luft

Saharastøvet følger den varme, der fortsat kommer ind over os, mens det mere lokale støv kommer fra landbruget.

- Det er de helt små partikler, såsom silt og ler, der begynder at flyve først. Så kommer sand og til sidst kan vi komme helt op i partikler, der kan betegnes som grus. Og hvis der er såsæd i det, flyver det bare med, forklarer Anders Brandt.

Der kan det kommende døgn fortsat være lidt rødt i regnen, da Saharastøvet stadig blæser op over Danmark fra syd og sydøst. Ud over mere blodregn kan det også i aften give en ekstra flot solnedgang.