Vejr

Vinter om natten og sommer om dagen - 22 graders forskel på ni timer

Lørdag morgen var der frost mange steder i Danmark - og det blev sommervarmt blot få timer senere.

Lørdag morgen var der frost i Midtjylland, og ti timer senere nåede temperaturen næsten 20 graders varme.

Var man ude tidligt lørdag morgen, var en passende påklædning vinterjakke, handsker og halstørklæde. Blot ti timer senere - lørdag eftermiddag - kunne man derimod nyde det varme solskinsvejr i t-shirt, shorts og sandaler.

I Isenvad i Midtjylland blev der tidligt lørdag morgen målt 2,4 graders frost, hvilket svarer til den normale nattemperatur i januar og februar. Temperaturen var faldet natten igennem som følge af skyfrit vejr med rolige vindforhold.

Så snart solen stod op lidt i klokken seks, begyndte den at sende sine opvarmende stråler ned på jorden, som derefter hastigt varmede luften over jorden op.

Det fik temperaturen til at stige hurtigt omkring klokken 6.40, og allerede to timer senere var temperaturen steget til 9,5 graders varme.

Laveste temperaturer lørdag morgen - mange steder var der frost.

Siden steg temperaturen yderligere, og klokken 15.50 lørdag eftermiddag viste samme termometer, som målte frost om morgenen, hele 19,7 graders sommerlig varme. En forskel på intet mindre end 22,1 grader på kun ni timer.

En dagtemperatur på knap 20 grader svarer præcist til den almindelige dagtemperatur i juli og august.

Isenvad var stedet, hvor både lørdagens laveste og højeste temperatur blev målt - langt fra kysten.

Kontraster hører til foråret

Selvom lørdagens temperaturforskel fra morgen til aften hører til det mere usædvanlige af sin slags, så er foråret årstiden for store temperaturvariationer mellem dag og nat samt fra dag til dag.

Solen står højt på himlen - svarende til slutningen af august - men nætterne bliver fortsat kolde, og samtidig er farvandene omkring Danmark kolde efter en lang vinter.

Det betyder, at temperaturen kan svinge overordentligt meget i løbet af et enkelt døgn.

Højeste temperaturer lørdag eftermiddag. I Isenvad er temperaturen steget hele 22,1 grader.

Derudover er kulden ofte tæt på Danmark mod nord, men sommervarmen ligger på lur syd for landet. Det betyder, at temperaturen også fra dag til dag kan ændre sig meget, afhængigt af hvorfra vinden blæser.

Tættere på havet varierer temperaturen langt mindre i løbet af et døgn - fra cirka fem grader om natten til lidt over ti graders varme om dagen.

De kommende dage kan temperaturen fortsat nå 20 graders varme om dagen, mens vi i nattetimerne igen kan nå ned omkring frysepunktet.