Vejr

933 kilometer fra Nordpolen sidder fem mænd på det danske forsvars nordligste post

TV 2 Vejret har besøgt den nordligst bemandede militærstation i Grønland – her er den 31-årige Magnus Lindstrøm stationsleder.

I kongerigets allermest afsides og koldeste område sidder fem unge mænd. De er udstationerede på den nordligst bemandede militærstation i Grønland, Station Nord. En af dem er den 31-årige stationsleder Magnus Lindstrøm, der til august vender hjem til Danmark efter 26 måneder i det lille isolerede fællesskab.

- Jeg syntes, at det lød enormt interessant. En arbejdsplads så langt væk og som har så forskelligt klima i forhold til hjemme i Danmark, siger han.

I lighed med sine kollegaer er han ugift, hvilket militæret foretrækker til den fjerntliggende post. Bag sig har han en lang karriere i Forsvaret, hvor han også været udsendt som infanterist. Nu ville han prøve noget, der ikke var krig, inden det rigtige voksenliv med familie og børn melder sig ankomst.

Støtter Sirius

Mændenes opgave er at håndhæve Danmarks suverænitet i området og være støtte for Siriuspatruljen. Derudover byder de daglige pligter på vedligeholdelse af landingsbanen, hjælp til forskere og ikke mindst overvågning af vejret, der kan byde på mere end 40 graders frost.

Det er et klima så barskt, at man næsten skal have oplevet det for at kunne forstå det. Sigtbarheden kan være helt ned til to meter, og de er nødt til at sætte reb op for at kunne finde rundt mellem bygningerne. I vintermånederne er der bælgmørkt.

Holder øje med vejret

Hver dag klokken 12 alle årets dage og i al slags vejr – det udtryk betyder lidt mere på de kanter end herhjemme – skal Magnus Lindstrøm ud og indsamle nedbør.

- Det er enormt vigtigt for de fly, vi får ind, at vi kan give dem vejrmeldinger, så vi har rigtig meget vejrudstyr, fortæller Magnus Lindstrøm.

Klar til at skyde isbjørne

De fem mænd befinder sig 933 kilometer fra Nordpolen, og det er ikke et sted, hvor uventede gæster bare lige slår et smut forbi. Altså med mindre de har hvid pels, store kløer og skarpe tænder. Derfor går Magnus Lindstrøm også altid med en kraftig pistol i bæltet.

- Vi har jo isbjørne heroppe. Mens jeg har været her, er de er kommet ind på stationen et par gange. Så vi skal have mulighed for at kunne beskytte os selv, hvis vi bliver overrasket, siger Magnus Lindstrøm.

Hundene passer på

Bliver mændene trætte af at høre på hinanden, kan de gå ud i kulden og klappe hundene. Hundene kan trække en slæde, men de har også en anden vigtig opgave. De holder øje med isbjørnene, der ud over vejret udgør den største trussel for de fem mænd på stationen.

- De klarer det rigtig godt. Nogle gange klaprer deres tænder lidt, hvilket man også godt forstå, når det er minus 45 grader, lyder det fra Magnus Lindstrøm.

I vinterperioden er der ikke bare koldt, men også mørkt. Første gang de så solen efter vinteren, var den 26. februar. Fra oktober og tre-fire måneder frem ser de fem mænd stort set ingen andre mennesker.

- Det er monotont, og man har ikke så meget energi. Normalt kan man godt gå rundt og glemme lidt, hvor glad man er for solen. Det føles som den længste periode heroppe, og man glæder sig bare til, at solen kommer igen.

Glæder sig til de danske dufte

Når han kommer tilbage til Danmark, ser han særligt frem til at trække vejret dybt ind gennem næsen.

- Der er ikke rigtig nogen dufte eller vegetation heroppe. Det kan man godt savne lidt. Og at ligge på en grøn, blød græsplæne, siger han.

Til gengæld ved han også godt, at han kommer til at savne den uberørte storslåede natur, når han kommer hjem:

- Vi føler, at det er vores. Når man lige kører en tur på scooteren, stopper den og kigger rundt. Så går det op for en, hvor fantastisk det er.