Vores jord

Global opvarmning smelter frossent radioaktivt nedfald

Når iskappen smelter forsvinder smeltevandet ud i havet. Med sig tager det radioaktivitet fra prøvesprængninger og atomulykker.

Radioaktivt støv har samlet sig i verdens iskapper efter ulykker og prøvesprængninger – nu skylles det ud med smeltevandet.  

Den globale opvarmning har en lang række konsekvenser, og nu kan endnu en føjes til listen. En gruppe forskere har undersøgt gletsjere 17 steder på jorden, og alle steder har de fundet høje koncentrationer af menneskeskabt radioaktivitet, der vil blive frigivet, efterhånden som isen smelter. Det skriver phys.org.

Forureningen er kommet gennem udslip fra atomkraftværker og atomprøvesprængninger, hvorefter den er faldet sammen med sne over områderne.

Tik-tak, tik-tak

Forskerne advarer om, at den indkapslede forurening udgør endnu en tidsindstillet bombe i forbindelse med klimaforandringerne. Flere steder er indholdet mere end ti gange så højt som i ikke-frosne områder.

- Det er nogle af de højeste koncentrationer, du kan se uden for nukleare beskyttelseszoner, siger lektor ved University of Plymouth Caroline Clason ifølge phys.org med henvisning til blandt andet området omkring det nedsmeltede atomkraftværk i Tjernobyl.

Forskerne har besøgt Nordpolen, Canada, Island, Alperne, Kaukasus og Sydpolen for at hente borekerner fra de 17 iskapper.

Samler sig i sne og is

Når det radioaktive nedfald falder sammen med regn, bliver en del absorberet af planter og jorden. Men når det falder med sne, samler støvet sig i lidt tungere koncentrerede korn, der indkapsles i isen.

Tjernobylkatastrofen i 1986 er den værste atomulykke i menneskehedens historie. Store skyer af radioaktiv forurening spredte sig ud over Nordeuropa og videre op i atmosfæren.

- Når det falder som regn, som efter Tjernobyl, bliver det vasket væk. Men som sne bliver det i isen i årtier, og når det smelter, bliver det skyllet ud i havet, siger Caroline Clayson.

Radioaktiviteten kan spores

Forskerne kan se på indholdet af radioaktivt cæsium, hvor forureningen stammer fra.

- Vi taler om atomvåbentest fra 1950’er og 1960’erne og helt tilbage til udviklingen af bomben, fortæller Caroline Clayson.

Hun ser et klart udslag på deres prøver omkring ulykken på Tjernobyl, men også 1963 kan ses på borekerne. Dengang blev der testet usædvanligt mange atombomber, og det kan stadig ses i isen.

Isen husker for os

Borekernerne er jordens hukommelse, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

- Det er ligesom at have et arkiv. Man kan se, hvad atmosfæren har bestået af, og om der har været vulkanudbrud. Der kan også ligge metaller, der kan vise, om der har været meteorer. På samme måde kan man se radioaktiviteten, siger han.

Fordi atomforureningen har fundet sted i mindre end 100 år, vil det også være en del af det tidligste smeltevand.

- I jordens historie er det et fingerknips siden, at det var 1986. Det er noget af det øverste, så det er noget af det første, der kommer frem, når isen begynder at smelte for alvor, siger Sebastian Pelt.