Vejr

Søndag bliver det endnu varmere - temperaturen vil nå 20 graders varme

For første gang i år vil temperaturen nå 20 grader. Arkivfoto.

Den nærmest sommerlige varme kulminerer over landet søndag.

Fik man ikke nydt vejret lørdag, har man chancen igen søndag. Det varme forårsvejr, som nu nærmest antager en sommerlig karakter, kulminerer nemlig over Danmark i dag.

Fra morgenstunden er der fortsat lidt skyer rundt omkring i landet - i særdeleshed mod nord - men de fleste steder får solen god plads til at skinne i formiddagstimerne.

Solen har på denne tid af året så meget magt, at temperaturen hurtigt vil stige. Det mærker vi allerede før middag, hvor temperaturen flere steder vil passere 15 graders varme.

Herefter vil temperaturen stige yderligere indtil midt på eftermiddagen, hvor den vil nå sit højeste niveau.

Højeste temperaturer søndag eftermiddag. Bemærk den kølige luft over Nordjylland.

Vi når 20 grader for første gang i år

Den sommerlige forårsvarme vil kulminere med temperaturer, der for første gang i år kan nå 20 grader. Lørdag nåede temperaturen 19,7 grader ved Blåvandshuk i Vestjylland, og den temperatur bliver med meget stor sandsynlighed overgået søndag.

Størst sandsynlighed for at nå 20 graders varme er der i det sydvestlige Jylland, hvor der fra Ribe mod nord til Varde er stor sandsynlighed for høje temperaturer.

Det samme gør sig gældende i Københavnsområdet, hvor det ofte bliver lidt varmere, end vejrmodellerne viser.

Køligere og flere skyer mod nord

Der er dog ugler i mosen i form af en koldfront, som langsomt bevæger sig ned over Danmark fra nord. Søndag morgen befinder den sig over det nordlige Jylland, og i dagens løb bevæger den sig støt og roligt mod syd.

Det betyder, at der i det nordlige Jylland vil være noget køligere med temperaturer mellem ti og 12 grader, mens der også vil være flere skyer og stedvis endda en smule regn.

Det er en koldfront med skyer, som efterfølges af koldere luft fra nord. Inden da kan temperaturen nå 20 grader.

Koldfronten når dog først frem til de sydlige egne søndag aften, hvorefter temperaturen i hele landet vil begynde at falde.

I den kommende uge bevæger endnu koldere luft sig frem til Danmark, og vi får dagtemperaturer mellem fem og syv grader - samt udbredt nattefrost.

Sidste år rundede vi første gang 20 grader 8. april. Det var blot en uge efter, et snevejr havde ramt Danmark og efter et par måneder med usædvanligt koldt vejr.