Vejr

Skovene bugner af velsmag - det er nu, du skal hente ramsløg

Duften kan vi desværre ikke bringe her, men ramsløgene danner et grønt tæppe i skovbunden ved Jægerspris Slot.

Ramsløgene står i store mængder i de danske løvskove, og de spæde skud er helt perfekte lige nu.

Ramsløgspesto

3 pæne håndfulde ramsløgblade

70 gram friskrevet parmesanost

70 gram pinjekerner

1 til 1 1/2 dl koldpresset olivenolie

Lidt salt

Kom alle ingredienser i en blender og blend dem til en grov, ensartet masse. Du kan også bruge hasselnødder eller valnødder i stedet for pinjekerner.

Kilde: Naturkogebogen

Det er ikke bare blevet de lyse afteners tid, det er også nu, du skal i skoven og hente den danske naturs svar på hvidløg. Det kraftigt duftende ramsløg.

Dorthe Christensen fra Frederikssund er en af dem, der tager for sig af varerne i skovenes eget forrådskammer, og da der er rigeligt til alle, har hun sendt et billede af et af sine favoritsteder til TV 2 Vejret. Strækningen ud mod Julianehøj ved Jægerspris Slot.

- Der er et kæmpe område. Der er simpelthen så mange ramsløg, og der dufter af hvidløg. Du er slet ikke i tvivl, fortæller hun.

Fra pesto til frikadeller

I Dorthe Christensens familie spiser de masser af ramsløg for øjeblikket. Klassikeren er ramsløgspesto med bladene stødt sammen med olie og nødder.

- Pesto kan du have et par dage i køleskabet, og ellers kan du mase ramsløgene helt ud i noget smør, som du kan fryse ned til senere brug, siger hun.

Derudover bruger hun ramsløg i alt, der hedder noget med salat samt frikadeller og kødretter.

- Vi bruger dem i alting, griner hun.

Spæde skud

Dorthe Christensen vurderer, at hendes lokale ramsløg har været fremme i otte til ti dage nu. Derfor er de også helt perfekte. Der er mange af de spæde skud, og det er dem, der smager bedst. Senere bliver de mere grove i konsistensen.

Naturvejleder Bo Grouleff Hansen fra Børnehuset Jennumparken bekræfter, at skoven nu bugner af sprøde skud, og så er timingen også perfekt, da de giftige liljekonvaller, som ramsløgene kan forveksles med, ikke for alvor er kommet frem endnu.

- Liljekonvallerne indeholder en nervegift, der kan udløse nogle væmmelige ting. Det er ligesom med svampe. Man skal kigge på hvert eneste blad for at være sikker, siger han.

Bryder sig ikke om nåleskov

Ramsløg finder du typisk i løvskov. De bryder sig ikke om jordbunden i nåleskov. Ud over de karakteristiske grønne blade kendes de på duften.

- Hvis man går i skoven og kommer forbi ramsløg, er man sjældent i tvivl. Det kan være virkelig massivt. Når ramsløgene blomstrer i Risskov, kan det være så voldsomt, at du næsten ikke kan trække vejret for duften, fortæller Bo Grouleff Hansen.

Han har også pesto på sin favoritliste, men anbefaler det desuden til stenbiderrogn, der er i sæson sammen med ramsløgene lidt endnu.