Vejr

Sikkert forårstegn - det vrimler med mariehøner

2019 bliver et rigtig mariehøneår efter den lune vinter og den lange sommer.

Mariehøner

Der findes op til 50 forskellige arter mariehøner i Danmark. 

De fleste mariehøner er rovdyr - selvom de ser søde ud. 

Den invasive harlekinmariehøne fra Asien er ved at blive et problem i Danmark.

Det er ifølge Dansk Sprognævn frivilligt, om du vil sige mariehøner eller mariehøns. Det gælder i øvrigt også om fuglen. 

De er begyndt at pible frem. Seerbillederne taler deres tydelige sprog. Fra det vestligste til det østligste Danmark får TV 2 Vejret billeder af usædvanligt store flokke af mariehøner, og spørgsmålet går igen. Er det her ikke usædvanligt?

Det korte svar på spørgsmålet er nej … Men der er flere, end der plejer at være, fortæller naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.

- Der er rigtig mange mariehøner i år, men vi har set det før, så det er ikke helt exceptionelt, siger han.

Ser på mariehøner

Han står tilfældigvis og ser på mariehøner, da TV 2 Vejret fanger ham over telefonen:

- Lige her, hvor jeg kigger nu, kan jeg se omkring hundrede på væggen.

Morten D.D. forklarer, at de store mængder mariehøner hænger sammen med den tørre, lange sommer fulgt af en lun vinter.

- De kommer frem nu efter overvintring, men der er formentlig også mange, der er kommet trækkende hertil. De kan trække flere hundrede kilometer, så det er ikke nødvendigvis vores egne alle sammen, siger han.

Fandt mariehøner i haven

En af dem, der har sendt billeder ind, er Kirsten Mette Lundgaard Madsen fra Vandborg, seks kilometer vest for Lemvig. Hun var i haven for at rydde op, da hun blev opmærksom på de store mængder mariehøner.

- Først tænkte jeg, skal det nu være en plage i år, fordi vi ikke har fået nok frost. Jeg er lidt skeptisk, fordi vi er landmænd, og vi har ikke fået frosset nok bakterier og skadedyr væk, men omvendt glæder man sig også over mariehøner, fortæller hun.

Familien bor to kilometer fra havet og er ikke vant til at se så mange mariehøner allerede i marts.

Hæk fyldt med mariehøner

Julie Malmkvist Slavensky fra Odense var på besøg hos sin mormor og morfar i Vissenbjerg, da hun undrede sig over de mange mariehøner.

- Hold da op, så kan man mærke, at sommeren er på vej, siger hun:

- Jeg syntes, det var mærkeligt med så mange på et sted, det havde jeg aldrig set før.

Hun anslår, at der har været op til to hundrede mariehøner i bedsteforældrenes efeuhæk.

Ville ikke træde på mariehønerne

I Nexø var Jeanette Louise Bohn på vej hjem fra skole med sin niårige søn, da de opdagede en stor flok mariehøner.

- Vi gik og fandt flere og flere. Det var helt vildt, der var simpelthen så mange. Det kunne jeg ikke stå for, fortæller hun:

- Min søn syntes, det var sjovt og sagde, at nu skulle vi lige passe på, at vi ikke trådte på dem.