Vores jord

Grønlands kongegletsjer vokser: - Det var en overraskelse

Jakobshavn-gletsjeren på Grønland er begyndt at vokse igen efter mange års voldsom afsmeltning. Det viser en ny undersøgelse fra NASA.   

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Et midlertidigt fald i temperaturen i Nordatlanten har fået Jakobshavn-gletsjeren til at vokse efter flere års afsmeltning.

- Det var noget af overraskelse. Vi er næsten blevet vant til, at tingene bare er løbet løbsk, fortæller professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, glaciolog Jason Box til nyhedsbureauet AP.

Svandt ind med tre kilometer om året

Gletsjeren var ellers en af de hurtigst svindende ismasser på jorden. I 2012 trak den sig tilbage med tre kilometer om året, mens tykkelsen aftog med 40 meter. NASA’s undersøgelse har fundet sted over de seneste to år, og der har det vist sig, at gletsjeren er vokset med samme hastighed, som den svandt ind med i 2012.

Jason Box kalder Jakobshavn-gletsjeren for kongen blandt grønlandske gletsjere og understreger, at den er den helt centrale gletsjer at holde øje med i Grønland, da det er den, der afgiver mest is til havene på den nordlige halvkugle.

- Den er kongen af de grønlandske gletsjere, siger han.

Den vil svinde ind igen

Men, men, men. Klimaforandringerne er ikke afblæst. Forskerne forventer, at gletsjeren vil begynde at svinde ind igen.

- Det er en påmindelse om, at det ikke nødvendigvis kommer til at ske hurtigt, men det kommer til at ske, fastslår Jason Box.

Temperaturen stiger og falder, men stiger mest

Det er formentlig et cyklisk temperaturfald i det nordlige Atlanterhav, der har fået gletsjeren til at vokse, forklarer undersøgelsens hovedforfatter, Ala Khazendar, der er glaciolog for NASA og Oceans Melting Greenland-projektet (OMG).

Vandet i Diskobugten er to grader koldere nu end for nogle år siden. Ala Khazendar sammenligner havtemperaturen ved Grønland med en elevator på vej op. Den kan godt køre et par etager ned, men grundlæggende stiger den.

- Vandet kan godt blive koldere og have en effekt, men i det lange løb bliver det varmere, og afsmeltningen bliver værre, siger Ala Khazendar.

Havet har større betydning end troet

Selvom det lyder som en god nyhed, at gletsjeren vokser, er det faktisk det stik modsatte. Ifølge en af undersøgelsens medforfattere klimatolog ved NASA Josh Willis viser det, at havtemperaturen har en større effekt på afsmeltningen end hidtil antaget.

Omkring 90 procent af varmen, der ophobes som følge af drivhusgasser, optages af havet, og selvom der har været koldere i havet omkring Grønland, vil temperaturen overordnet set stige.

- I det lange løb kommer vi nok til at hæve vores forventninger til den stigende vandstand igen, siger Josh Willis.

NASA’s undersøgelse er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.