Oversvømmelser flere steder - Danmark under vand efter rekord-regn

16x9
Storåen ved Hodsager. Foto: Knud Erik Christensen / Seerbillede

Rekordvåd marts har fået åer og vandløb til at gå over deres bredder.

Det har været en usædvanlig våd marts i år, og selvom vi kun er godt halvvejs igennem, har vi allerede fået mere nedbør end målt nogensinde før i marts. De store vandmasser har flere steder presset åer og vandløb op over deres bredder, og det har fået mange danskere til at finde telefonerne frem og sende deres billeder ind til TV 2 Vejret.

- Hvor er åløbet? skriver Knud Erik Christensen fra Storåen ved Hodsager øst for Holstebro i Jylland.

Hent TV 2 Vejrets app

TV 2 Vejrets app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Kirkegård dækket af vand

Også andre steder har vandet hobet sig op. For eksempel har Eva Kristensen sendt billeder fra Gudsageren, der er Brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld, hvor vandet står samlet i noget, der ikke længere kan betegnes som vandpytter, men snarere som en lille sø midt på kirkegården.

Vandet kan ikke løbe væk fra Brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld.
Vandet kan ikke løbe væk fra Brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld. Foto: Eva Kristensen / Seerbillede

- Vi kan se, at der er oversvømmelser rigtig mange steder efter den megen nedbør, men der er meget store lokale forskelle, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt og fortsætter:

- Det afhænger naturligvis af terrænet og jordbunden. Sandjord lader nærmest bare vandet løbe uforstyrret ned. Flere steder har der desuden været meget høj vandstand ude ved kysten og i fjordene, hvilket også gør det svært for vandet at løbe ud af åer og vandløb.

Kraftig forårsnedbør

Dermed kan meteorologen heller ikke sætte et tal på, hvor højt vandet står i Danmark, udover at oversvømmelserne er ganske udbredte.  

- Alle steder har fået mere end normalt, men nogle steder har fået meget mere end andre. I den vådeste kommune, Billund, var der indtil i aftes faldet 135 millimeter, mens samsø som den tørreste kun har fået 63 millimeter, forklarer Sebastian Pelt.

Rund rekord slået på en søndag

Vejrekorden blev en realitet søndag eftermiddag, da den tidligere rekord for nedbør for hele marts på præcis 100 millimeter blev slået med en hel millimeter. Nedbørsmængden er blevet målt de sidste 147 år.

- Nedbøren er faldet på lidt over sytten døgn. Siden da er der kommet yderligere to millimeter, og måneden er langt fra slut endnu, siger Sebastian Pelt.

Til gengæld vil oversvømmelserne snart være væk igen.  

 - Den kommende uge får vi ikke nedbør af betydning, og så vil vandet stille og roligt trække sig mere tilbage, slutter Sebastian Pelt.