Vejr

TV 2 Vejret varsler: Vindstød af stormstyrke

Et kraftigt lavtryk vil give vindstød af stormstyrke til dele af Danmark.

Nok engang, skal et nyt, kraftigt blæsevejr passere Danmark i dagens løb.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Et dybt lavtryk ligger over Nordsøen og har i det seneste døgn sendt front med masser af regn ind over landet fra vest. I samme forbindelse er det også blæst op, men det er først fra sidst på formiddagen, at man for alvor vil mærke blæsten.

I første omgang breder et kraftigt vindfelt sig ind over det nordlige Jylland fra ud på formiddagen, og her kan vindstødene nå stormstyrke, mens middelvinden vil nå hård - eller lokalt stormende - kuling.

Langs kyststrækningen nord for Ringkøbing Fjord og videre mod nord er man udsat for vindstød af stormstyrke.

Udsigten til det kraftige blæsevejr har fået TV 2 Vejret til at udsende varsel om vindstød af stormstyrke for de markerede områder i de angivne tidsrum.

I eftermiddagens løb breder det kraftige blæsevejr sig videre mod øst, og derfor kan der også over Djursland og Kattegat-området - eksempelvis Sjællands nordkyst - forekomme vindstød af stormstyrke.

Fra midnat og frem til mandag morgen vil den kraftige blæst også have nået Bornholm, hvor man også kan se frem til vindstød af stormstyrke.

I resten af landet bliver det også meget blæsende, men her vil vindstødene 'kun' nå hård eller stormende kuling.

Giver forhøjet vandstand i Limfjorden

Den kraftige vestenblæst vil fra søndag aften give forhøjet vandstand i den vestlige del af Limfjorden, i takt med at vand fra Nordsøen presses ind i den snævre fjord.

Vindstød søndag formiddag klokken 11.

Det er fortsat usikkert, hvor høj vandstanden bliver, men den kan nå over 1,5 meter over dagligvande.

Kommer to dage efter martsstorm

Søndagens kraftige blæsevejr rammer blot to døgn efter, at der for første gang i otte år blev målt storm i marts.

Det skete, da Røsnæs på det vestlige Sjælland fredag aften målte en middelvind på 24,5 meter per sekund, hvilket akkurat er grænsen for storm. Samme sted blev der målt vindstød af stærk storm med 29,5 meter per sekund.

Derudover har det været en særdeles blæsende marts. Hele fem forskellige dage har der været målt middelvind af stormende kuling, og to gange - udover fredag - har der været målt vindstød af stærk storm.

Vindstød søndag eftermiddag klokken 16.

Vindstødene har med op til 30,2 meter per sekund været de kraftigste målt i marts i fem år, og den gennemsnitlige middelvind har på landsplan blæst med 5,9 meter per sekund i de første 16 dage af marts måned.

Det er den højeste gennemsnitlige middelvind målt i nogen marts måned siden 2003.