Vejr

Drivvåd marts er snublende tæt på rekord

Der mangler under én millimeter regn, før vi har ny rekord.

Regnen har silet ned dag efter dag i marts. Kun 1. marts holdt det fuldstændig tørt, men siden da har regnvejr efter regnvejr stået i kø for at bevæge sig ind over Danmark.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Således er der indtil klokken 12 søndag formiddag faldet hele 99,8 millimeter regn på landsplan, hvoraf der alene i løbet af de seneste 24 timer er faldet 15 millimeter. Det viser dugfriske tal fra DMI.

Med de enorme nedbørsmængder er marts 2019 nu kun et mulehår fra at blive den vådeste marts, der er registreret i Danmark siden 1873, hvor de landsdækkende nedbørsmålinger begyndte.

Rekorden - som nu vakler særdeles meget - er på 100 millimeter, hvilket blev målt i marts 1978.

Rekorden kan være en realitet søndag

Med udsigt til byger over Danmark resten af søndagen kan det meget vel vise sig, at rekorden officielt kommer i hus i løbet af søndag eftermiddag eller aften.

Alternativt kan enkelte byger mandag være udslagsgivende for ny nedbørsrekord for marts.

Normalt falder der 46 millimeter regn i løbet af marts, så vi har nu fået mere end dobbelt så meget regn som normalt på blot lidt over 16 dage.

Regnen løber ned ad ruderne ved Kegnæs på Als lørdag 16. marts 2019.

Normalt er senvinteren og foråret den tørreste tid i Danmark, men det har vi på ingen måde mærket noget til i indeværende marts.

I modsætning til den rekordvåde marts, vi oplever nu, har vi to gange oplevet, at der blot er faldet syv millimeter regn i løbet af marts - det skete både i 1918 og i 1969.

Du kan altid se, hvor nedbøren er lige nu ved at benytte radaren på TV 2 Vejrets hjemmeside.