Vejr

NASA klar med særlig helikopter til Mars

Det er næsten umuligt, men NASA vil udforske Mars med en lille helikopter.

Det amerikanske rumforskningsagentur NASA er aldrig gået af vejen for en god udfordring, men denne gang lægger de ikke skjul på, at de selv er i tvivl om, hvorvidt de kan komme i mål.

I princippet er det nemlig stort set umuligt at flyve med en helikopter i Mars’ tynde atmosfære, men det er præcis det, de vil. 

- Mars-helikopterens første flyvetur vil stå som planetens udgave af brødrene Wrights præstation ved Kitty Hawk, siger Susan Gorton, der er leder af NASA’s Revolutionary Vertical Lift Technology-projekt.

Dermed sammenligner hun projektet med menneskehedens første flyvning med en flyvemaskine 17. december 1903.

Ingen garantier for succes

Mars-helikopteren står imidlertid over for næsten uovervindelige udfordringer.

Lufttrykket ved Mars’ overflade svarer til lufttrykket i 30 kilometers højde på jorden. Så langt oppe har en jordisk helikopter aldrig været. Højderekorden er 12,4 kilometer.

Derudover skal helikopteren kunne holde til enorme temperaturskift, og så skal den i øvrigt stort set kunne klare sig selv. Det nærmeste menneske, der skal fjernstyre den, vil befinde sig et sted mellem 56 millioner og 75 millioner kilometer væk.

En yderligere hindring for projektet er manglen på helikopterbenzintanke på Mars. Helikopteren skal lade sig selv op ved hjælp af solceller oven på Mars Roverfartøjet, som kommer med på ekspeditionen.

- Der gives ingen garantier, skriver NASA selv på agenturets hjemmeside.

Den virker i teorien

Men Susan Gorton tror på projektet, og hendes hold har udviklet en prototype, der i teorien vil kunne overkomme udfordringerne i den røde planets nådesløse klima. De har også med succes testet den i et lufttæt rum med kunstigt skabt Mars-klima.

Hvis alting lykkes, vil helikopteren flyve i tre meters højde henover Mars’ overflade ved hjælp at to sæt rotorblade. De knap halvanden meter lange blade vil rotere 2400 gange i minuttet, hvilket er op til ti gange hurtigere end bladene på en almindelig helikopter på jorden.

Flyvende kamera

Heldigvis skal helikopteren ikke transportere meget mere end et kamera svarende til det, som de fleste har i deres mobiltelefon. Derfor er NASA-helikopteren – fratrukket rotorblade og ben – heller ikke meget større end et stort æble. Vægten er under to kilo. Det gør det nemmere

Formålet med projektet er ene og alene at lykkes med at flyve. Samtidig vil kameraet tage billeder, som skal sendes hjem til jorden.

Mars set fra oven

Holdet bag ekspeditionen har planlagt fem ture, hvor helikopteren gradvist skal flyve længere og længere væk. Til sidst skal den klare en tur på halvandet minut. Selvom det ikke lyder af meget, vil det, hvis det lykkes, bane vejen for en langt mere effektiv kortlægning af planeten, når der i fremtiden vil kunne sendes større hold af helikoptere ud i en længere og længere afstand for hver Mars-landing.

- Der er aldrig før fløjet med fartøjer tungere end luften i Mars’ tynde atmosfære, og det glæder os, at vores eksperter har kunnet hjælpe med denne vigtige mission, siger Susan Gorton.