Vejr

Hedebølge farver australsk sø pink

En sø uden for Melbourne har skiftet farve som konsekvens af den rekordvarme sommer på det australske kontinent.

Om det ser giftigt ud, eller bare ligner en tegneseriesø fra en niårig piges Barbiedrøm, afhænger af øjet, der ser. Men søen er pink. Som i meget pink.

I Melbourne har den usædvanligt lange hedebølge udløst en biologisk reaktion, der har farvet en sø i Westgate Park i udkanten af byen i en nærmest naturstridig farve. Der er dog ikke tale om forurening eller anden menneskelig indblanding.

Saltindholdet stiger med varmen

Fænomenet skyldes alger, der skifter farve som reaktion på søens høje saltindhold. Saltindholdet øges med fordampningen fra søen, der er udløst af varmen og den igangværende tørke. Samtidig trives algerne i den australske sensommer.  

- Det er ikke usædvanligt, at der er tørt og varmt i Australien på den her årstid, hvor det er sommer på den sydlige halvkugle, men i år er efter alle almindelige standarder ekstrem, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.  

Rekordsommer i Australien

Sommeren i Australien har denne gang sat en lang række varmerekorder. Gennemsnitstemperaturen i januar var 30 grader for hele kontinentet - dag og nat. I byen Adelaide blev der målt 46,6 grader, og ikke så langt derfra kom temperaturen helt op på 49,5.

Australien er i forvejen tør, og størstedelen af kontinentet er ørken. Derfor kan det også mærkes, når der kommer mindre regn, og i januar var der 38 procent mindre nedbør end normalt. Ud over tørke har Australien også haft flere naturbrande.

 - Denne sommer har være usædvanligt varm og tør, og det kan også få forskellige biologiske processer til at blusse op, som vi ser det her i søen i Melbourne.