Vores jord

Forskere frygter, varmere klima er ved at udrydde hugormen i Storbritannien

I Storbritannien har man nu rapporter om aktive hugorme hele året rundt.  

Det varme vejr lokker hugormene frem allerede i vintermånederne, og det kan være dårlig nyt for den lille giftslange – i hvert fald på de britiske øer. Det skriver The Guardian.

Når hugormene kommer frem i det relativt varme vintervejr, udsætter de sig for risiko for at fryse ihjel, hvis vejret skifter. Som vekselvarme dyr vil de også være relativt dvaske og mere udsat for angreb fra hunde og andre rovdyr, hvis det er koldt.

Derfor frygter eksperter, at de varme vintre kan fremskynde udryddelsen af de britiske hugorme, der i forvejen er presset på de britiske øer på grund af tab af leveområder, forstyrrelser og indavl.

Hugorme i december

Nigel Hand, der er en af landets ledende eksperter i hugorme, bekræfter tendensen og fortæller The Guardian, at han nu personligt har set hugorme i alle årets måneder bortset fra december - og at der er pålidelige rapporter om aktive decemberhugorme.

De britiske hugorme vil normalt være i dvale under jorden fra oktober til marts.

Selvom vi har haft en usædvanlig varm sommer efterfulgt af en meget mild vinter i Danmark, kommer vi dog næppe til at se vinterhugorme herhjemme. Det fortæller naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Han forklarer, at England ligger fire-fem grader sydligere i forhold til solens indstrålingsvinkel:

- Det betyder, at solen står lidt højere på himlen, og det er solopvarmningen af jorden, der gør, at hugormene kommer frem.

Der er dog allerede kommet mange hugorme frem i den varme februar, men det er helt normalt for årstiden. De første hugorme plejer allerede at komme ud omkring 15. februar. Og det forventer Morten D.D. Hansen ikke, at de vil ændre meget på i fremtiden.

- Vi kan simpelthen ikke trylle solen højt nok op på himlen, til at det sker, siger han.

Giftig slange går under jorden

Vinterdvalen tilbringes under jorden, hvor frosten ikke kan komme ned. Hugormen er Danmarks eneste giftslange. Den er kendetegnet ved et siksakmønster ned langs hele kroppen og bliver typisk mellem 60 og 70 centimeter lang.

En hugorm kan blive op til ti år gammel, og da den er fredet i Danmark, må du kun tage livet af den, hvis den udgør en betydelig risiko for mennesker eller husdyr.