Vejr

Onsdag blev den næstvarmeste vinterdag målt i København

Kun én gang før har det været varmere i landets hovedstad i februar.

De foregående to dage er forårsvejret kulmineret over Danmark med temperaturer, der kun yderst sjældent forekommer på denne tid af året.

Tirsdag steg temperaturen i Tirstrup på Djursland til hele 15,8 grader, hvilket er en tangering af den officielle varmerekord for februar fra 1990. I februar 1959 er der dog målt en endnu højere temperatur.

Onsdag fortsatte det ekstremt varme vejr for årstiden med op til 14,8 grader i Horsens i Østjylland samt - igen - ved Tirstrup.

Vejrdata fra Landbohøjskolen på Frederiksberg i København afslører, at onsdag var helt ekstremt varm for årstiden, og belyser, hvor usædvanlig februarvarmen har været.

Næstvarmeste februardag i Københavns vejrhistorie

Onsdag eftermiddag toppede temperaturen på 14,2 grader, hvilket svarer til dagtemperaturen i midten af maj.

På Landbohøjskolen er der målt daglige vejrforhold tilbage til 1860, og i løbet af de 160 februar-måneder, der er gået siden da, har kun én enkelt februardag været varmere.

Det skete 24. februar 1990, hvor der blev målt 15,8 grader. Indtil onsdag var den næstvarmeste dag 14,0 grader målt 28. februar 1959 - dagen, hvor der blev målt 15,9 grader to andre steder i Danmark.

De 14 grader fra 1959 er dog nu henvist til en tredjeplads over varmeste februardage i København.

Ikke nok med at onsdag blev den næstvarmeste februardag, så blev det samtidig også den næstvarmeste vinterdag. Den højeste temperatur, der er målt i december i København, er 12,8 grader, mens januar-rekorden er 11,8 grader.

Selv hvis man kigger endnu længere tilbage i tiden, findes der ikke temperaturer, der kommer i nærheden af 14-15 grader på noget tidspunkt i en vinter. 

Hvis man har trang til mere forårsvarme, må man væbne sig lidt med tålmodighed - marts starter med ustadigt vejr med regn og blæst.