Vejr

Ekstrem februarvarme slår rekorder i Storbritannien og Sverige

I flere af vores nabolande opleves der temperaturer, der aldrig før er målt i februar.

Mens vi i Danmark målte op til 15,8 graders varme - på den varmeste februardag i 29 år - var varmen endnu mere ekstrem i både Storbritannien og i Sverige.

For første gang i britisk vejrhistorie steg temperaturen til mere end 20 grader, hvilket var en slags 'magisk' grænse, som aldrig før var blevet overskredet i løbet af en kalendervinter.

Den rekord fik dog kun lov til at stå i et enkelt døgn, inden februarvarmen nåede endnu mere ekstreme højder tirsdag.

Ved Kew Gardens i London viste termometret tirsdag eftermiddag sommerlige 21,2 grader - hvilket satte en tyk streg under, hvor ekstrem februarvarmen er.

Det er både den højeste temperatur i februar - og i en vintermåned overhovedet - der er målt i Storbritannien. Til sammenligning er 21,2 grader lidt over én grad mere end den almindelige dagtemperatur i Danmark i juli og august.

Varmerekorder i Sverige og Holland

Vores svenske naboer fik også den meget usædvanlige varme at mærke - og dét i en sådan grad, at tirsdag også her blev den varmeste februar- og vinterdag i svensk vejrhistorie.

Med hele 16,7 graders varme målt i Karlshamn blev den tidligere svenske februarrekord på 16,5 grader fra 18. februar 1961 slået med 0,2 grader.

Som det ses af ovenstående tweet fra de svenske meteorologer blev de ekstreme varmegrader betegnet som "skørt".

I Holland blev der mandag også målt rekordhøje februartemperaturer med 18,9 grader i De Bilt, hvilket overgår tidligere målinger - som er udført helt tilbage til 1906.

Samtidig var der tirsdag meget tæt på at blive sat ny varmerekord for februar i Norge, da der i Landvik i Grimstad blev målt 18,7 grader - kun 0,2 grader lavere end varmerekorden for februar, der er målt i 1990.

De kommende dage blæser betydeligt koldere luft nedover Nordvesteuropa, og de nærmest sommerlige temperaturer vil blæse langt væk.