Vejr

Så tæt er den rigtige forårsvarme på Danmark - rekorder slået på stribe i Tyskland

I det vestlige Tyskland nåede man over 19 grader, da varmerekorder for februar faldt på stribe.

Mens vi fredag med 12,7 grader og den varmeste dag så tidligt på året i 17 år havde en flot forårsagtig dag i Danmark, var det ikke noget i forhold til, hvad man oplevede syd for grænsen, hvor tyskerne i rigtigt forårsvejr kunne nyde varmen og solen i en 'biergarten'.

Varmest var det i den vestlige del af Tyskland. Og da forårsvarmen fredag eftermiddag kulminerede viste termometeret i Waltrop nær Dortmund hele 19,3 grader.

Syv nye tyske varmerekorder for februar

Flere andre steder i den centrale og vestlige del af Tyskland nåede temperaturen mange steder op mellem 15 og 18 grader, og selv om vi blot er midt i februar satte hele syv tyske vejrstationer ny varmerekord for februar måned.

Flere af dem var i den nordlige del af Tyskland - helt op til den dansk-tyske grænse - hvor blandt andet Glücksburg ved Flensborg Fjord med 12,6 grader satte ny rekord. Det samme gjorde Schönhagen nær Kappelen i det nordligste Tyskland. Her lyder den nye februarrekord på 13,0 grader.

Begge vejrstationer er dog først opsat i 1990'erne.

Her fik man syv nye tyske varmerekorder for februar samt fredagens højeste temperatur.

Mere bemærkelsesværdig var den varmerekord, der blev sat i Neuwiedenthal - en forstad til Hamborg beliggende lige syd for floden Elben.

Her nåede temperaturen hele 17,5 grader, som blev målt ved en vejrstation, der har foretaget daglige målinger siden 1962.

Højeste temperatur målt midt i februar - ved hele 34 vejrstationer

Derudover blev der sat hele 34 tyske dekaderekorder, som er rekorder fra temperaturmålinger foretaget mellem den 11. og den 20. februar - og typisk en ny rekord for temperaturer målt så tildigt på året.

I Hamborg nød man solen på alle tiders varme februardag - den 15. februar 2019.

De mest bemærkelsesværdige dekade-rekorder var fra den nordlige del af Tyskland. I Bremerhaven lød den på 14,8 grader fra en vejrstation, der har målt siden 1949, og ved Sankt Peter Ording ved den tyske vadehavskyst satte man ved en vejrstation, der har målt siden 1951, ny dekade-rekord med 11,4 grader. 

Der var dog endnu et stykke vej op til den absolutte tyske varmerekord for februar. Den lyder fortsat på de 22,3 grader, som under en kraftig føhn den 29. februar 1960 blev målt i Kempten i Bayern.  

Varm luft fra De Kanariske Øer

Rekordvarmen i Tyskland skyldtes ligesom den forårsagtige danske varme usædvanlig varm luft, som fra sydvest strømmede op over den nordvestlige del af Europa.

Vejrkort for fredag den 15. februar: Varm luft strømmer fra området omkring De Kanariske Øer uhindret mod nord.

Mellem et stort højtryk over Mellemeuropa og en kæde af lavtryksområder over Atlanterhavet, blæste varm luft hele vejen fra området nær De Kanariske Øer og videre mod nord til De Britiske Øer og Nordvesteuropa, hvor februarsolen hen over Tyskland gav anledning til de mere end 19 graders varme.

Endnu varmere var det dog i Sydvesteuropa, hvor der fredag blev målt 22 graders varme i Bilbao i Nordspanien, mens man i Biarritz i det sydvestlige Frankrig havde 23 grader.