Vejr

Roterende cirkel af is vækker opsigt i Maine

En næsten 100 meter stor cirkelrund isflage indfanget af private dronefotografer.

Set fra luften ligner det næsten en måne, der langsomt drejer rundt om sin akse, men det er ikke et himmellegeme. En roterende strøm i vandet har dannet en næsten 100 meter bred isflage i en flod i byen Westbrook i Maine i USA.

Set fra land er isflagen i sig selv opsigtsvækkende, men moderne droneteknologi har gjort det muligt at filme den fra luften, hvor synet af den kommer rigtigt til sin ret. Det har blandt andet Adam Farnsworth og Tina Radel fra Westbrook benyttet sig af, som det kan ses i de to videoer i denne artikel.

Adam Farnsworth er næsten nabo til den roterende isflage. Video: TV 2 Danmark

Selvom isflagen ser helt overjordisk ud, er det et helt naturligt fænomen, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

- Det ses ofte, når næsten stillestående vand fryser til, mens strømmen skaber rotation i vandet, siger han og fortsætter:

- I det her tilfælde er det, fordi floden slår et knæk, og så strømmer vandet hurtigere rundt langs ydersiden end indersiden og får isen til at snurre rundt, mens den dannes.

De runde isflager kan forekomme i alle slags vand, hvor strømmen kan danne en rotation i vandet. I dette tilfælde er isflagen dog usædvanligt stor.