Vejr

Danmark vågnet til vindstød på 100 km/t - stormflod truer mange steder

Stormflod truer flere steder

Forhøjet vandstand på halvanden meter venter på en særdeles blæsende nytårsmorgen 2019.

Nytårsmorgen er traditionelt en morgen, hvor mange sover længe, inden de bevæger sig ud for at opdage, at deres hjem ser ud som om, at en tornado er gået hen over en konfettifabrik. Men i år er det også en morgen, hvor det virkelig rusker udenfor.

- Danmark er stået op til en særdeles blæsende morgen med vindstød af stormstyrke eller kraftigere i store dele af landet, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Opdateret vindstødskort fra kl. 13.30

Mere end 100 kilometer i timen

Mest blæsende har det indtil videre været i Nordjylland og Vestjylland, hvor man både i Hirtshals, Hals, Aalborg og Thyborøn har haft vindstød af stærk stormstyrke, som er over 28,4 meter per sekund. Det svarer til lidt over 100 kilometer i timen.

De kraftigste registrerede vindstød blev målt i Hirtshals klokken 05.20, hvor de var helt oppe på 30,9 meter per sekund. Herefter kom Thyborøn med 29,5 meter per sekund, Hals med 29,0 meter per sekund og Grønlandshavnen i Aalborg med 28,9 meter per sekund.

- Den kraftige blæst fortsætter resten af dagen, og især den jyske vestkyst kan fortsat blive ramt af vindstød af stormstyrke, men ned igennem Kattegat frisker vinden også yderligere op, siger Thomas Mørk.

Blæser frit gennem Kattegat

Vinden drejer efterhånden mod nordvest og nord, og så kan det blæse frit ned gennem Kattegat. Dermed får områderne fra Skagen og ned over Læsø, Anholt og det østlige Djursland til det nordlige og nordvestlige Sjælland samt Storebæltsregionen også blæst med vindstød omkring stormstyrke.

- Nordenvinden giver forhøjet vandstand i de indre danske farvande på op til omkring halvanden meter over dagligt vande, fortæller Thomas Mørk.

Og dermed er der tale om en stormflod, hvilket kræver 1,25 meters forhøjet vandstand i de indre farvande.

Vinden kommer også til at gå ud over nytårstrafikanter på vej hjem. På grund af vinden frarådes vindfølsomme køretøjer at krydse Storebæltsbroen, Vejlefjordbroen, Farøbroerne og Øresundsbroen. For Storebæltsbroen advares om en mulig lukning for alle køretøjer mellem klokken 12 og 16.  

Blæsten løjer først af i løbet af onsdagen.