Her er de sidste solchancer i år

16x9
Vintersollys - solen står i øjeblikket kun 8 til 12 grader over horisonten ved middagstid. I dag og søndag kan man være heldig at få solen at se flere steder. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Milde og fugtige vinde blæser ind over os fra Atlanterhavet med mange skyer, men i perioder drejer vinden mod nord, og det giver os sol.

Det har været småt med sol her hen over december, og midt på måneden havde vi ligefrem 11 dage i træk uden sol på landsplan - bortset fra lokale solstrejf.

Nu er der imidlertid chance for at se solen i to omgange, inden året rinder ud.

Fredag får vi tørvejr med lidt eller nogen sol, og i perioder vil der kun være tale om højthængende slørskyer, så mange nok vil føle, at det er ganske lyst i vejret.

De norske fjelde hjælper os

Lørdag strømmer skyerne ind over os igen med regn i perioder, men søndag klarer det atter op.

Her blæser luften ned fra nord og nordvest og efterlader mange af skyerne på de norske fjelde. Derved har vi udsigt til en tør søndag med nogen sol.

Og det er sidste udkald i år, for nytårsaftensdag vil det efter en kølig og stedvis klar morgen være mildt og skyet i hele landet med temperaturer på fem til otte grader.

Selvom december har været grå, vil vi nok huske 2018 som værende ganske solrig. Faktisk slog vi år solrekorden, og ind til videre har vi haft 1900 timer, og ikke siden målingerne begyndte i 1920 har vi haft så mange solskinstimer i Danmark på et år.