Vejr

Danskere vil krydse Atlanten i robåd

Dansk tomandshold har taget afsked og er roet ud for at krydse Atlanten.

Atlanterhavet er stort. Som i rigtig stort. Normalt vil de fleste vælge at flyve over, men ikke den tidligere tv- og radiovært Mads Vangsø og hans makker, kaptajn i hæren Lasse Hansen. I dag begav de sig ud på den mere end 4800 kilometer lange rotur tværs over oceanet mellem Afrika og Amerika - i det her tilfælde mellem den kanariske ø La Gomera og den caribiske ø Antiqua.

Det var en tydeligt rørt Mads Vangsø, der mødte TV 2 Vejret på kajen. Han har forberedt sig i to år, men lige nu var det tid til afsked med de nærmeste.

- Jeg er forberedt, og det er Lasse også. Vi kommer til at smash it out there. Lige nu er det alt det andet, sagde han kort før afgang:

- Det er det værste kvarter på hele roturen. Det er lige nu, at vores familier skal forlade os. Hvor vi skal sige farvel.

Sejler i Columbus’ kølvand

På turen fra La Gomera udnytter de passatvindene, som har været brugt, siden Columbus i sin tid satte ud fra selv samme ø i 1492.

Undervejs får de så vidt muligt hjælp til rygvind og god strøm fra TV 2 Vejret. En korrekt kurs i forhold til netop vejret undervejs er nemlig afgørende for turens succes.

- Fanger man vinden korrekt, kan man få medvind hele vejen, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret.  

Ingen smutveje til succes

Robåden bevæger sig med fem til seks kilometer i timen, så det er ikke en mulighed bare lige at smutte nogle hundrede kilometer nordpå, hvis de to pludselig synes, vejrforholdene forekommer bedre deroppe.  

Kursen skal planlægges og tilpasses rigtigt, og en genvej kan blive dyr og farlig. 

Verdens længste rotur

I alt 28 både tog i dag afsted på det, der kaldes verdens længste rotur. Klokken 12.15 var der afgang for det danske hold.

- Vi kalder det verdens hårdeste row af en årsag. Du kan ikke bare stige af. Det er en kæmpe udfordring, hvor du ikke ved, hvad der sker i forhold til vejr og vind, siger Carsten Heron Olsen, arrangør.

Farvel far

Med på kajen var Mads Vangsøs 11-årige datter, Rigmor Wulff Vangsø. Hun skal nu vente mere end en måned, før hendes far igen kan putte hende godnat.

- Jeg har skrevet nogle breve til dem, som de kan læse, og så selvfølgelig nogle billeder, som de kan kigge lidt på om aftenen, hvis de savner os, siger hun.

FAKTA OM TUREN: 

Roturen er mere end 4800 kilometer lang. Man skyder i snit en fart på fem-seks kilometer i timen i en robåd. Derved tager turen 30 til 40 dage for de hurtigste.

Hvert hold vil tage mere end 1,5 millioner åretag på turen.

Roerne ror hver to timer ad gangen og sover i to timer. Døgnet rundt på hele turen.

Flere mennesker har besteget Mount Everest end krydset et ocean i robåd

På det dybeste punkt er Atlanterhavet 8,5 kilometer dybt.

Bølgerne kan blive op til seks meter høje ude midt på Atlanten.

To sikkerhedsbåde sejler med på turen.

Hver roer bruger i snit 800 stykker toiletpapir.

Hver roer har brug for at drikke op til ti liter vand i døgnet.

Havvand renses i en watermaker og bliver derved til drikkevand.

En roer taber sig i snit 12 kilo på turen.