Vejr

Vejret hjælper dansk robåd over Atlanten

Mads Vangsø og en kaptajn i hæren sætter til søs med TV 2 Vejret i ryggen.

Der er mere end 4800 kilometer, hvis man vil ro fra den kanariske ø La Gomera ud for Afrika til øen Antigua i Caribien. Og man kan ro cirka fem-seks kilometer i timen.

De fleste ville nok betakke sig for sådan en tur, men ikke tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø og kaptajn i hæren Lasse Hansen. Onsdag sætter de til søs. Og for at lykkes skal de have godt vejr, og ikke mindst god information om vejret.

- Vejret er utroligt vigtigt for os. Det gælder om fra en start at lægge os så taktisk i forhold til de vejrforhold, der hersker ude på Atlanten, fortæller Mads Vangsø.

Når først de sidder ude på havet, er der ikke plads til mange fejltagelser i forhold til navigationen og vejret.    

- Det er en robåd. Vi er kun to gutter, der ror omkring 800 kilo. Vi har ikke mulighed for at ligge og manøvrere rundt, siger Mads Vangsø.

Verdens hårdeste rotur

Talisker Whiskey Atlantic Challenge anses for at verdens hårdeste rokonkurrence, og turen vil tage mellem 30 og 40 dage for de hurtigste. TV 2 Vejret er med på sidelinjen og hjælper det danske hold med oplysninger om vejr og vind.

- Det er en ekstremt spændende opgave for TV 2 Vejret at skulle finde det bedste vejr til den danske båd, fortæller TV 2 Vejrets chef Peter Tanev:

- Vi har enorm respekt over for denne opgave. Vi skal med viden og tekniske hjælpemidler give den danske båd de bedste betingelser for at slå verdensrekorden.

TV 2 Vejret hjælper med ruten

Peter Tanev glæder sig over, at TV 2 Vejret er valgt som vejrpartner på en så ekstrem rejse, og han krydser fingre for en dansk sejr.

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at give den danske båd et forspring i forhold til konkurrenterne, lover han.

For at komme sikkert - og ikke mindst hurtigt - frem, skal den helt rigtige rute lægges i forhold til vejret.

Mads Vangsø skal ro over Atlanterhavet. Video: TV 2 Danmark

- Den korteste rute er sjældent den hurtigste, og det kan ofte betale sig at tage en omvej for at finde den helt rigtige kombination af vind, vejr og bølger, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Derfor bliver det også en vigtig del af TV 2 Vejrets opgave at hjælpe de danske roere med at lægge den optimale rute, og i år ser det ud til, at det kan betale sig at tage en markant længere tur end normalt.

Udnytter passaten

Roerne udnytter passatvindene, som er en del af det globale vindsystem. Her blæser en mere eller mindre konstant vind fra nordøst mod sydvest og dermed stort set lige hen over Atlanterhavet fra de Kanariske Øer til Caribien. Passaten varierer i styrke, og det kan betale sig at tage en omvej allerede fra start for at komme frem til det område, hvor det blæser mest.

- At have vinden i ryggen er en stor hjælp for roerne, som derved kan skyde en større fart og tillade sig at slappe lidt mere af, fortæller Thomas Mørk.

Bølgerne spiller også en stor rolle for, hvor stor en fart man kan skyde. Kommer de fra siden, kan det gøre det svært at have begge årer i vandet samtidig, så man vil hellere have bølgerne i ryggen eller skråt bagfra.

Et rullende fortov

Desuden spiller havstrømmene en stor rolle. For kan man lægge sig i en strøm, som går mod Caribien, får man stor hjælp - det vil være som at stå på et rullende fortov.

- Alle disse forhold findes der målinger på og prognoser for, og det er ved fintolkning af disse, at TV 2 Vejret giver det danske hold det bedst mulige udgangspunkt for, at vejret bliver en medspiller på turen over Atlanten, siger Thomas Mørk.

Mads Vangsø og Lasse Hansen udnytter de samme vind- og strømforhold, som Columbus gjorde, da han i sin tid stævnede ud fra selvsamme ø La Gomera, inden han på den anden side af havet opdagede Amerika i 1492. En tur han dog tilbagelagde for sejl.

FAKTA: 

Roturen er mere end 4800 kilometer lang. Man skyder i snit en fart på fem-seks kilometer i timen i en robåd. Derved tager turen 30 til 40 dage for de hurtigste.

Hvert hold vil tage mere end 1,5 millioner åretag på turen.

Roerne ror hver to timer ad gangen og sover i to timer. Døgnet rundt på hele turen.

Flere mennesker har besteget Mount Everest end krydset et ocean i robåd

På det dybeste punkt er Atlanten 8,5 kilometer dybt.

Bølgerne kan blive op til seks meter høje ude midt på Atlanten.

To sikkerhedsbåde sejler med på turen.

Hver roer bruger i snit 800 stykker toiletpapir.

Hver roer har brug for at drikke op til ti liter vand i døgnet.

Havvand renses i en watermaker og bliver derved til drikkevand.

En roer taber sig i snit 12 kilo på turen.