Vejr

Nu er det de lange skyggers tid - sådan ser det ud fra oven

Torben Lind fra Grindsted fangede sin skygge, da den var mere end 10 meter lang.

Vi nærmer os vintersolhverv, hvor solen står aller lavest på himlen. Dermed er det også det tidspunkt på året, hvor din skygge er længst midt på dagen. Det fænomen fangede Torben Lind fra Grindsted denne weekend, da han var ude at filme med sin drone.

I denne video ses, dronen lette fra jorden og stige hurtigt til 50 meters højde, mens Torben Linds skygge bare fortsætter og fortsætter hen ad græsset. Torben Lind går tit sammen med sin kæreste og fotograferer ude i naturen. Men med dronen har hobbyfotografiet helt bogstaveligt talt fået en ekstra dimension.

- Det åbner en helt ny verden, når man kommer derop og kigger nedover skov, træer og søer, siger han.

Fik nyt syn på verden efter 60-årsfødselsdagen

Dronen fik han af sin søn i 60-årsfødselsdagsgave 20. august. Siden er dronefotografiet blevet en lidt af en hobby.

- Det er helt nyt legetøj for mig, griner han:

- Det er fascinerende. Man skal ikke mere end de der 30-50 meter op. Så ser alt andet helt anderledes ud.

Og det var også der, han bemærkede sin usædvanligt lange skygge.

- Det er første gang, jeg har set så lang en skygge. Det lægger man ikke mærke til, når man står nede på jorden, slutter han.

Lange skygger selv ved middagstid

Meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm kan sin trigonometri. Og han regner ud, at når man er 1,81 meter høj som Torben Lind, og solen står cirka 10 grader over horisonten, som det var tilfældet i Grindsted, giver det en skygge, der er mere end ti meter lang.

- Skyggen er selvfølgeligt længst ved solopgang og solnedgang. Der er et punkt, hvor skyggen teoretisk kan være uendelig, men det sjove er, at skyggen selv ved middagstid aldrig bliver rigtig kort ved vintersolhverv, forklarer han.