Skovbrandene i Californien fodrer sig selv med ilt, der holder ilden i live
Skovbrandene er de kraftigste i den amerikanske delstats historie.
Store områder i Californien står i flammer. Mindst 44 personer er døde, og dødstallet frygtes at stige yderligere, efterhånden som brandtomterne bliver undersøgt, og ilden raser videre.
Skovbrandene skaber nemlig deres egne lokale klimasystemer, og indtil videre har de haft optimale forhold for at fortsætte.
Det forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt:
- Brandene skaber et lavtryk, der trækker vind ind, hvilket nærer ilden og er med til at skabe en ond cirkel.
Suger ilt til sig
En skovbrand sender varm luft til vejrs. Den luft skal erstattes, og dermed bliver ny luft suget ind. Den nye luft tilfører ilt, der nærer ilden, og det får branden til at brede sig yderligere. Luften, der sendes til vejrs, afkøles og sendes ud til siden. På den måde bliver der ved med at komme frisk ilt til branden.
- Brandens eget klimasystem kan faktisk også danne tordenskyer over sig, og de virker i begge retninger. På den ene side kan de give lidt lindrende regn, men til gengæld kan der også komme lyn, der kan antænde mere ild, siger Sebastian Pelt.
Blæst ind mod skovbranden
Det kraftige lavtryk i de brændende områder betyder, at man vil opleve det, som om det blæser ind mod områderne. Jo kraftigere ild, desto kraftigere vind, forklarer meteorologen:
- Når der bliver varmere på grund af skovbrandene, kommer der endnu mere vind. Så går der ild i et større område, og mere luft stiger til vejrs. Der går igen ild i et større område, og sådan fortsætter det.
Processen bliver ved, så længe forholdene danner den såkaldte brandtrekant. Der skal være brandbart materiale, der skal være varme, der sætter ilden i gang, og så skal der være ilt.
- Hvis man fjerner en af de tre, går ilden ud. Det gælder også i naturen, fortæller Sebastian Pelt.
Fortsat optimale forhold
Udfordringen i Californien er, at branden selv suger ilten til sig, at der er masser af tør skov tilbage, og at ilden fortsat breder sig.
- Ilden bliver sin egen selvforsynende organisme. En skovbrand er ikke bare som et bål. Det er en uhyggelig kompliceret proces med mange bieffekter, siger Sebastian Pelt, der dog understreger, at det ikke betyder, at hele Nordamerika eller bare hele staten er ved at brænde ned til grunden:
- Der har altid været skovbrande, og man kan ikke forestille sig, at for eksempel et helt kontinent brænder ned. Der er altid noget, der stopper ilden. Det mest effektive er regn, og det har desværre lidt lange udsigter, da vejret formentlig først vender i næste uge.
Regnen skal komme til undsætning
Ilden har haft optimale forhold, da der er kommet tør, varm vind til inde fra landet. Mandag eller tirsdag i næste uge, forventes vejret at skifte, så der i stedet vil komme kold, fugtig vind med regn ind ude fra Stillehavet.
- Regnen i næste uge vil bogstaveligtalt være som sendt fra himlen, slutter Sebastian Pelt.
Skovbrandene er de kraftigste i den amerikanske delstats historie.