Tyfon Yutu rammer sent i aften Filippinerne og går tværs igennem østatens største ø
Den tidligere supertyfon er aftaget i styrke, men kan stadig blive dødbringende på Luzon.
Den tidligere supertyfon Yutu har kurs direkte mod Luzon med 46 milioner indbyggere. Heldigvis er Yutu aftaget i i styrke og rammer nordligt på Luzon, hvor der ikke bor så mange mennesker som sydligt på øen. Filippinernes hovedstad Manila med cirka halvdelen af øens befolkning bliver skånet for tyfonens værste kræfter.
Alligevel kan Yutu være dødbringende. Banen minder meget om den bane, som supertyfonen Mangkhut tog den 15 september i år. I den forbindelse mistede 127 filippinere livet. De fleste på grund af jordskred og oversvømmelser. Mangkhut var langt kraftigere ved landgang.
Yutu angriber på tre fonter, og de kan alle være dødbringende
Tyfonens kategori er defineret udfra vindstyrken. Yutu er nu en kategori 2 orkan, men har tidligere været en supertyfon i kategori 5 - faktisk den stærkeste orkan i 2018. Derudover er der regn og stormflod, som henholdsvis skaber ødelæggelser inde i land og nær kysterne.
Yutu vil ramme Luzon som en kategori 2 orkan med vindstød omkring 210 kilometer i timen. Det giver store skader på både naturen og bygninger. Træer og tagkonstruktioner blæses omkuld, mens væggene kan blive væltet i dårligt konstruerede bygninger.
Oversvømmelser og jordskred
For Yutu bliver det formentlig regnen, der skaber de største ødelæggelser. I forbindelse med passagen af Yutu ventes generelt mellem 125 og 250 millimeter regn. Modelberegninger har endda indikeret op mod 500 millimeter, de steder der falder mest. Alt den regn skal falde på et døgns tid. Til sammenligning falder der 712 millimeter regn i Danmark om året.
De voldsomme mængder regn vil skabe øjeblikkelige oversvømmelser, som kan være livstruende. Endnu farligere er det ofte, når regnen skaber mudderskred, og vandet skal væk igen. Regnen samles i floder, som går over deres bredder. Og tæt ved flodbredder er der ofte bygninger og herved mennesker, som kan komme i fare.
Stormflod på 2 til 3 meter vil oversvømme kysterne nær centeret af Yutus øje
Den tredje og ofte farligste konsekvens af en orkan, der går i land, er stormfloden. Yutu vil sandsynligvis give stormflod mellem to og tre meter. Heldigvis er Luzons nordøstkyst ikke nær så sårbar for ødelæggelser, som mange andre kyster. Alligevel vil tre meter stormflod selvfølgelig skabe problemer.