Vejr

Store dele af Europa ramt af snevejr

Bjergpas nær Leon i den nordvestlige del af Spanien. Passet ligger i 1300 meters højde. J. Casares / Ritzau Scanpix

Vintervejret har ramt så langt mod syd som i Spanien, hvor det søndag har sneet flere steder.

Vi var her i Danmark ikke alene om at få vinterens første sne i dag. Også i store dele af Europa slog vinteren til, da et relativt kraftigt kuldefrembrud sendte kold polarluft ned mod Alperne og videre ned over Frankrig og Spanien.

Vintervejr ved Feldberg i den sydvestlige del af Tyskland den 28. oktober 2018.

I Sydtyskland faldt sneen som i Danmark for første gang i denne vinter. Sneen faldt helt ned til 500 meters højde.

Det betød, at stort set hele Sydtyskland søndag var klædt i hvidt.

Vintervejr ved Feldberg i den sydvestlige del af Tyskland den 28. oktober 2018.

I Østrig og Schweiz skulle man lidt højere op, før sneen faldt. Her lå snegrænsen i omtrent 1000 meters højde.

I løbet af natten til søndag og en stor del af søndagen fik mange steder over 20 centimeter sne.

Vintervejr i Schweiz - med sne over 1000 meter.

I større højde faldt der endnu mere sne, og på Rettenbachgletsjeren i omkring 3000 meters højde ved skisportsstedet Sölden i Østrig måtte herrenes storslalom i den alpine World Cup aflyses, efter der var faldet 50 centimeter sne. 

Målområdet pakkes sammen i Sölden, da man måtte aflyse World Cup-løbet i storslalom på grund af for meget sne.

Mens vintervejr kan forekomme i Alperne på denne årstid, var det et noget mere usædvanligt vejr for årstiden, der ramte den sydvestlige del af Frankrig og nordlige del af Spanien.

Vintervejr på den franske side af Pyrenæerne den 28. oktober 2018.

I Pyrenæerne og i højlandet i den nordvestlige del af Spanien faldt der sne helt ned til 1000 meters højde.

På nordsiden af bjergene faldt der op mod 50 millimeter nedbør, som på bjergtoppe og bjergpas gav op mod en halv meter sne.

Snevejr i den nordvestlige del af Spanien den 28. oktober 2018

Hele Spanien var ramt af den usædvanlige kulde, og midt på eftermiddagen var der blot fire grader i den spanske hovedstad Madrid.

Står man og skal afsted til Spanien, behøver man dog ikke tage vinterjakken eller handskerne med. De kommende dage ventes gradvist lunere vejr, og i løbet af næste weekend kan man i Sydspanien se frem til 25 graders varme.