Vejr

Planter præget af det varme efterår - disse ærter er høstet i dag

Friske grønne ærter dyrket på friland i slutningen af oktober er endnu et tegn på det usædvanlige efterår.

Der er mindre end to måneder til juleaften. Alligevel kan Ib Bech Hejlesen stadig gå ud i sin køkkenhave i Hobro og hente friske ærter. Og de er vel at mærke ikke fra drivhus.

- Jeg plantede nogle nye, da mine børnebørn havde spist de første, jeg havde plantet, fortæller han til TV 2 Vejret.

Planterne er nu omkring en meter høje, og han hentede et hold ærter for ti dage siden, og i dag har han så hentet et nyt. Der er stadig blomster på planterne, så han håber på at kunne hente friske forsyninger lidt endnu.

Ib Bech Hejlesen har dyrket ærter i flere år, men han har aldrig høstet flere gange på den måde før.

- Det er aldrig blevet til mere end den ene gang.

Havefaglig rådgiver Louise Møller fra Haveselskabet fortæller, at selvom hun ikke har hørt om andre, der høster ærter nu, er hun ikke overrasket over, at det kan lade sig gøre.

- Hvis man sår sent, så kan det godt lade sig gøre at høste sent. Det er bare ikke så normalt at høste på den her årstid, siger hun.

Louise Møller giver det varme efterår æren for Ib Bech Hejlesens sene ærtehøst:

- Det har været heldigt for ham, at vi har haft sådan et varmt efterår. Det har gjort, at mange planter har været i vækst længere tid, end hvis vi havde haft et efterår med normale temperaturer.

Hun forklarer, at gensåning og høst kan lade sig gøre med flere af de gængse køkkenhaveplanter, som har en kort udviklingstid.  

- Sådan noget som radiser, spinat og salat kan man så mange gange i løbet af sæsonen. Man kan faktisk få frisk spinat helt ind i november, hvis ikke vi får frost, siger Louise Møller.

Det er temperaturen, der sætter udløbsdatoen i køkkenhaven.

- Hovedparten af de ting, vi dyrker i vores køkkenhave, tåler ikke frost. Der er nogle undtagelser som visse typer af kål og rodfrugter, der er beskyttet nede i jorden, men det meste tåler det ikke.

Og dermed synger Ib Bech Hejlesens ærter nu på sidste vers. Inden for få dage går temperaturen i minus.

- Henover weekenden kan vi få tre graders frost flere steder, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir.