Bil skyllet til havs efter skybrud

En dykker fra det spanske politi har fundet en bil 250 meter fra land.

Det er ikke hver dag, at en dykker finder en bil en kvart kilometer fra land, men det er netop, hvad der er sket på Mallorca. Bilen blev skyllet til havs under det voldsomme skybrud, der ramte området 9. oktober.

Det er en dykker fra det spanske politi, der har fundet bilen på ti meters dybde ud for den populære ferieøs kyst.

De fleste biler vil ifølge livredning.dk synke efter 30 til 60 sekunder, men moderne biler er relativt lufttætte og kan under de rette forhold flyde i længere tid.  

Skybruddet kostede 13 mennesker livet. Det sidste offer blev fundet for en uge siden. Det var liget af femårig dreng, der sad i en bil med sin syvårige storesøster og deres mor. Kun søsteren overlevede, da de blev fanget i en flod af mudret regnvand. Også deres bil blev revet med af de store vandmasser, dog uden at flyde til havs. Den femårige dreng blev fundet død ved en bro i Sant Llorenc.

Under skybruddet faldt der på kort tid 220 millimeter regn, hvilket fik gaderne til at flyde over med brunt vand, og mange blev netop fanget i deres biler.

Det spanske dagblad Diario de Mallorca talte efterfølgende med en af dem, der pludselig sad fanget i sin bil.

- Det lykkedes mig at komme ud gennem et vindue og svømme 500 meter i floden, før jeg nåede frem til et hus, hvor jeg med vandets kraft kom ind gennem en bagdør, fortalte Manuel Torrescusa til dagbladet.

I alt omkom syv spaniere, tre tyskere, to briter og en hollænder i uvejret. De fleste døde i Sant Llorenc.