Vejr

Nyt kraftigt regnvejr til Norge - fare for oversvømmelser og jordskred

Norge har været udsat for store oversvømmelser, og nu er der risiko for oversvømmelser i landets næststørste by

Søndag kan der falde mere end 60 millimeter nedbør i Vestlandet i og omkring Bergen, der er regionens hovedstad og landets næststørste by. Regnvejret kan føre til nye oversvømmelser få dage efter de voldsomme oversvømmelser, man så i sidste weekend.

I området fra Hovden til Florø vil der falde mest regn. I området omkring Bergen med 280.000 indbyggere er der udsendt varsel om risiko for både oversvømmelser og jordskred. 

Regnvejret tager fat lørdag aften, som en varmfront skal passere fra vest. Den bliver efterfulgt af en kraftig koldfront søndag. Den samme front, som med mindre tyngde vil give regn i Danmark søndag aften og natten til mandag.

Prognose af samlet regnmængder til Norge i weekenden.

I Norge vil særligt koldfronten og bygerne der kommer bagefter resultere i store mængder regn i det i forvejen våde Norge. Det er usikkert, hvor meget af nedbøren, der vil falde som regn fordi snegrænsen er noget usikker.

Oversvømmelser og mini-tsunami 

Man kan håbe på en større del af nedbøren falder som sne, fordi regn medfører større risiko for oversvømmelser. Dels fordi den flyder ned i floder og dale, og dels fordi den smelter sne, som yderlige kan bidrage til mulige oversvømmelser.

Prognose af nedbør søndag klokken 17. Koldfronten er passeret og bygerne der kommer vestfra falder som regn nær kysten, men i Opplandet falder nedbøren som sne.

Norge har været hårdt præget af vejret den seneste tid. Som allerede nævnt var der oversvømmelser i sidste weekend på grund af ekstrem varme. Derudover har der også været en mini-tsunami for få dage siden.