Vejr

Arktisk havis når sjette laveste niveau i 40 år

Tendensen med mindre havis i Arktis fortsatte i sommeren 2018.

Efter en vinter, der satte ny negativ rekord for den arktiske havis, har en relativ kold sommer omkring Grønland og Nordpolen betydet, at havisen i Arktis i år nåede det sjette laveste niveau siden satellitmålingerne begyndte i 1978.

Vinterkulden er nu ved at vende tilbage til det arktiske område, og den 23. september nåede havisen inden den forestående vinter sit minimum, da satellitmålinger ifølge Det Nationale Amerikanske Datacenter for sne og is viste, at 4,59 millioner kvadratkilometer af det arktiske hav efter den korte arktiske sommer stadig var dækket af havis.

Det er langt fra rekorden på 3,39 millioner kvadratkilometer, der blev målt efter sommeren 2012, men ligeså langt under gennemsnittet for årene 1981 til 2010, der lyder på 6,274 millioner kvadratmeter is.

Havisen i Arktis er faldet i de seneste 40 år. Video: Anders Brandt

Med den sjette laveste mængde is i Arktis fortsættes en trend, der viser stadigt mindre is i de arktiske områder. 

De 12 seneste år har nu de 12 laveste mængder af havis i Arktis målt i de seneste 39 år. 

Stort isfrit område nord for Grønland

Den mest spektakulære hændelse i Arktis var da et område med tyk og gammel havis åbnede sig nord for Grønland.

Det var dog mere kraftig sydlig vind end det var høje temperaturer, der gav det usædvanligt isfrie område.

Først skete det i februar måned, hvor der ved vejrstationen Kap Morris Jesup i Nordgrønland blev målt temperaturer over frysepunktet på et tidspunkt af året, hvor der normalt er under -20 grader.

Flere dage med tøvejr og kraftig blæst fra syd åbnede for et stort isfrit område ud for Nordgrønlands kyst.

I august skete det igen, da der ved Kap Morris Jesup blev målt 17 grader og kraftig sydlig vind atter sendte den normalt tykke havis langt væk fra kysten.