Vejr

Natten til lørdag blev efterårets hidtil koldeste

Arkivbillede. Natten til lørdag blev efterårets hidtil koldeste - og den koldeste nat i september i 13 år.

Det er anden gang på en uge at der har været nattefrost i Danmark.

Selvom vi i sidste uge kunne bryste os af hele to meget sene sommerdage, så har vejrpiben fået en anden lyd siden sidste fredag. Til trods for milde indslag har vejret generelt været til den kølige side med beherskede dagtemperaturer og ganske kolde nætter.

Det fik man i særdeleshed at mærke i den centrale del af Jylland, hvor det hurtigt blev koldt fredag aften.

Så koldt, at termometret i ved DMI's vejrstation i Billund endte med at vise -0,8 grader. 

Koldeste septembernat i 13 år

Det gør ikke alene den forgangne nat til efterårets hidtil koldeste - men også til den koldeste nat i september siden 2005. Dengang oplevede man allerede 17. september temperaturer ned til -2,2 grader.

Desuden var natten til lørdag den koldeste herhjemme, siden natten til 4. maj hvor temperaturen nåede ned på -1,3 grader.

Selvom Billund er det eneste sted i Danmark med officiel nattefrost i nat, kan der lokalt have været frost andre steder - navnlig hvis man bor i lavninger i terrænet. Derudover kan der flere steder have været rim i græsset og is på bilruderne, selvom termometret i to meters højde har vist få plusgrader.

Kold og klar luft

Den kolde nat skyldes tilstrømningen af kold luft fra nordvest, som siden fredag har strømmet ned over Danmark. Derudover er en stor del af skyerne og fugten i luften 'vredet' ud af de norske fjelde, så luften har været klar og tør.

Disse betingelser har været stærkt medvirkende til, at temperaturen har kunnet falde så relativt meget.

Efterårets første frost fik vi natten til tirsdag - også i Billund - med -0,3 grader.