Efterårets første frost er på vej
Tirsdag morgen kan man stå op til frost i græsset og rim på bilruden.
Cykelturen bliver en kølig omgang, og der kan blive brug for at svinge isskraberen, inden man sætter sig til rette bag rattet.
Og græsplænen kan meget vel være iklædt et hvidt drys af iskrystaller, når solens første stråler bryder igennem.
Koldt og klart vejr venter os nemlig, når natten bliver til dag - det koldeste tidspunkt på døgnet.
Frost i græshøjde
Prognoserne har ned til en enkelt plusgrad, og det betyder, at man på udsatte steder godt kan få reel frost i to meters højde, hvor den officielle temperatur måles.
Det mest sandsynlige er dog, at vi får temperaturer lige over frysepunktet i luften, mens græsset meget vel oplever frost i morgentimerne.
Det er det, vi kalder rimfrost, og det samme fænomen kan optræde på bilruderne.
Koldest bliver det i Midtjylland og ned mod Sønderjylland, men de indre egne af Fyn og Sjælland kan også få det koldt.
Vi får dog kun et kort besøg af den vinterlige rimfrost, for de kommende dage får vi ret blæsende vejr med mildere nætter til følge.