Her slutter søndagen med silende regn

16x9
Søndagen slutter med regnvejr i store dele af landet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et udbredt regnvejr har kurs mod Danmark - det vil give en del regn visse steder.

Ugens sidste dag står for døren, og det vil være synd at sige, at den kommer til at byde på masser af solskin. Sagen er den, at vi søndag stifter bekendtskab med den tidligere tropiske storm Ernesto.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

'Ex-Ernesto' bevæger sig fra Nordsøen ind over Danmark fra vest, og det giver allerede søndag formiddag skyer i store dele af landet.

Det bliver dog ikke kun ved skyerne, for et udbredt regnvejr har også kurs mod Danmark. Det mærker man søndag formiddag flere steder i den nordlige del af Jylland, hvor der vil være let regn af og til.

Den tropiske storm Ernesto giver regn. Video: Anders Brandt

Det er dog først fra sidst på eftermiddagen og først på aftenen, at regnen for alvor tager til. 

Kan falde op mod 20 millimeter regn

Tyngden af regnvejret ser ud til at blive mest intens over den nordlige halvdel af Jylland, hvor der indtil mandag morgen kan falde op mod 20 millimeter regn.

Det betyder ikke, at man går fri af den nu forhenværende tropiske storms regnvejr i resten af landet, men her vil der generelt falde mellem 5 og 15 millimeter det næste døgns tid.

Samtidigt kan regnvejret især i aften- og nattetimerne i perioder være ledsaget af torden, og i perioder kan regnen blive ganske kraftig.

Først mandag formiddag er det opholdsvejr i størstedelen af landet.