Vejr

Voldsomme skovbrande har skabt eget vejrsystem

En stor pyrocumulus/flammagenitus-sky over den californiske skovbrand nær Redding, den 27. juli 2018. Skovbrandene har fået deres eget meteorologiske liv, og virker som et lavtryk med bygeskyer og blæst.

De særdeles alvorlige skovbrande i Californien er selvforstærkende.

De mest ødelæggende skovbrande i nyere tid i Californien er blevet selvforstærkende i takt med, at de har skabt deres eget lokale vejrsystem.

Den intense hede fra brandene giver anledning til både sky- og bygedannelse og øger vinden omkring branden.

Den stærke varme fra ilden får luften til at stige til vejrs - som et lille lavtryk. Når luften og røgen stiger til vejrs, kan der dannes skyer - de såkaldte 'pyrocumulus' eller 'flammagenitus'. Disse skyer kan vokse sig store nok til at blive egentlige bygeskyer - 'en cumulonimbus flammagenitus'.

Selvom skovbrandens 'egne' bygeskyer kan give lindring i form af regn, så fordamper en del af nedbøren, inden den når jorden som følge af den stærke varme fra ilden, og desuden kan lynnedslag fra de store tordenskyer antænde nye skovbrande, eller få den eksisterende skovbrand til at blusse op igen.

Virker som et lavtryk

Hele skovbranden virker som et lille lavtryk, hvor den varme luft over branden stiger hastigt til vejrs. Den luft blive erstattet af luft fra siderne, som kompensation for den opstigende luft.

Skovbrand i Sonoma County, Californien den 30. juli. Som følge af brandens selvforstærkende effekt, gør det slukningsarbejdet endnu mere vanskeligt.

Jo mere - og hurtigere - luften over skovbranden stiger til vejrs, des mere - og hurtigere - vil luften blæse ind fra siderne. Det mærkes som kraftig blæst i forbindelse med skovbrande, og kan give ny næring til flammerne, ligesom det vanskeliggør slukningsarbejdet.

På den måde virker en større skovbrand, som den i Californien, selvforstærkende, og gør det næsten umuligt for myndighederne at kontrollere og begrænse de voldsomme flammer.

Indtil videre har mindst syv mennesker mistet livet i skovbrandene, der har brændt mere end 36.000 hektar skov.