Badevandet slår vild rekord - varmeste vand der er målt

16x9
Arkivfoto. Onsdag den 25. juli slog badevandet ny rekord. 28 grader blev det ved Hestehovedet på Lolland - den højeste måling, der er foretaget af Badevandspatruljen i de 22 år, den har eksisteret. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

I de 22 år TV 2 VEJRET's Badevandspatrulje har målt badevand, er der aldrig målt så høje temperaturer.

Mange danskere sveder på årets hidtil varmeste dag med op til 32 graders varme. Derfor valfarter mange til stranden for at blive kølet af.

Sommerdage i juli 2018

  • 1. juli: 25,5° (Borris)​
  • 2. juli: 26,0° (Horsens)
  • 3. juli: 28,0° (Tirstrup)
  • 4. juli: 27,1° (Roskilde)
  • 7. juli: 27,0° (København)
  • 8. juli: 26,8° (Ødum)
  • 11. juli: 28,2° (Borris)
  • 12. juli: 29,1° (Tirstrup) 
  • 13. juli: 29,8° (København)
  • 15. juli: 26,5° (Aarhus)
  • 16.  juli: 30,3° (København)
  • 17.  juli: 31,2° (Aars)
  • 18.  juli: 28,2° (Tirstrup)
  • 19.  juli: 26,8° (Nexø)
  • 20. juli: 26,0° (Horsens)
  • 21. juli: 28,9° (Omø)
  • 22. juli: 28,2° (Brandelev)
  • 23. juli: 28,7° (Omø)
  • 24. juli: 31,1° (Horsens)
  • 25. juli: 33,1° (København) 
  • 26. juli: 32,6° (Borris)
  • 27. juli: 33,1° (Borris)

Men enkelte steder køler vandet ikke meget - og det er omkring Lolland. Ved Hestehovedet Strand blev vandtemperaturen på én meters dybde klokken 12.30 målt til hele 28 graders varme.

Det er den højeste temperatur, der er målt i Badevandspatruljens 22 år lange historie.

Den hidtidige rekord - som også var fra Hestehovedet - lød på 27 grader og var målt ved tre forskellige lejligheder.

Som helhed er vandet omkring Danmark helt usædvanlig varmt, og gennemsnitstemperaturen for alle danske kyster er onsdag på hele 22,1 grader.

Rekorden for varmeste vand som gennemsnit er på 23,3 grader og blev målt i den rekordvarme sommer i 1997 - den 10. august.

Det varme vand kan give anledning til endnu en hed tropenat.