Måler du korrekt? Derfor findes 'temperaturen i solen' ikke
Hvis du vil konkurrere med familie og venner på temperaturen under hedebølgen, skal du huske at måle på den rigtige måde.
Der er sikkert mange danskere, som nyder det solrige og varme sommervejr, vi har i dag, og som vi også får i de kommende dage.
Mange steder i landet får termometeret på husmuren eller uden for vinduet ekstra megen opmærksomhed.
På de sociale medier er der nærmest kapløb om, hvem der kan præstere den højeste temperatur på termometeret, men hvis man ikke måler på den rigtige måde, så er det allerede på forhånd en ulige kamp.
Temperaturen måles i skyggen i to meters højde
Når vi på TV 2 VEJRET taler om temperaturen, så taler vi ligesom alle andre meteorologer i både ind- og udland om temperaturen i skyggen i to meters højde et åbent sted.
Det er i grove træk den måde, man måler temperaturer på efter international standard, så det er muligt at sammenligne målingerne.
Placerer man sit termometer på husmuren, skal det så vidt muligt gøres på den nordlige side af huset over græsplænen - og under alle omstændigheder langt væk fra direkte sollys.
Temperaturen 'i solen' findes ikke
Faktisk er 'temperaturen i solen' et fejlagtigt begreb, som mange af os benytter for at understrege, at det er endnu varmere, når solen skinner fra en skyfri himmel.
Sagen er nemlig den, at placerer man et termometer i solen, så er det slet ikke luftens temperatur, man måler, men derimod termometerets. Det vil sige temperaturen af det materiale, der omgiver selve termometeret, som typisk er glas eller gennemsigtigt plastik.
I skyggen vil termometerets temperatur være så godt som den samme som luftens 'rigtige' temperatur, men i solen vil selve termometeret optage en hel del varmestråling, og således er det ikke længere termperaturen i luften man måler på.
Med andre ord er luftens 'temperatur i solen' ikke nævneværdigt højere end i skyggen, men vi føler det varmere, fordi vores hud opvarmes af solens stråler.