Vejr

Hedebølgen er begyndt - sådan rammer den dit område

De kommende mange dage ventes temperaturer omkring eller sågar over 30 grader flere steder i landet.

Den første landsdækkende hedebølge siden 2014 og måske den længste af slagsen i årevis er tirsdag begyndt over Danmark.

Årsagen er et mindre højtryk, som i det kommende døgn bevæger sig op over Danmark for at lægge sig nordøst for landet.

Op til omkring 33 grader, når hedebølgen kulminer

Herved strømmer meget varm luft frem til os, og kombineret med masser af sol ventes det at sende temperaturerne på himmelflugt.

Hedebølgen ventes at kulminere fredag med op til 33 grader, og navnlig weekenden kan byde på spredte tordenbyger.

Tropenætter kommer på stribe

Der er også adskillige tropenætter i sigte, og allerede natten til tirsdag var man i Gedser tæt på en officiel tropenat, da temperaturen landede på 20,0 grader som det laveste.

Hedebølge og varmebølge - definitioner

En hedebølge indtræffer når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Hedebølgen bliver ikke afbrudt, hvis der skulle være en enkelt dag med under 28 grader, når blot middeltemperaturen holder sig over de 28 grader.

En varmebølge er defineret på samme måde som hedebølgen, blot skal middeltemperaturen her overstige 25 grader.

Der kræves temperaturer over 20 grader natten igennem, før at den kan karakteriseres som en tropenat.

Meget varmt i mange dage

Vejrkortene herunder viser de forventede temperaturer over landet de kommende dage, men lokalt kan temperaturerne godt nå 1-2 grader højere op, end kortene viser.

Violette farver angiver områder med temperaturer over 30 grader.

TIRSDAG

Tirsdag bliver hedebølgens første dag med temperaturer op mellem 25 og 30 grader. Varmest ser det ud til at blive i et bælte centralt ned igennem Jylland fra Himmerland i nord til Sønderjylland mod syd, men blandt andet i København, på Midtsjælland og på de indre dele af Lolland kan man også nærme sig 30 grader.

ONSDAG

Onsdag bliver det endnu varmere, og det er især i den sydlige og østlige del af landet, at temperaturerne udbredt kommer over 30 grader. Både byer som Kolding, Odense, Maribo, Ringsted, Roskilde og ikke mindst København og Nordsjælland generelt er i spil til at få landets allervarmeste vejr - stedvis omkring 32 grader. Ud på eftermiddagen kan der især i Syd- og Østjylland opstå lokale tordenbyger.

TORSDAG

Torsdag drejer vinden mere om i nordøst og øst, hvorfor det er i Syd- og Vestjylland, at de allerhøjeste temperaturer vil nås, men flere steder i landet - også på Sjælland og Sydhavsøerne - kan man komme over 30 grader.

FREDAG

Fredag tegner til at kunne blive ugens varmeste dag med temperatuer i Vestjylland, der lokalt kan komme op nær 33 grader. Mange steder får vi dog omkring eller lige over 30 grader.

LØRDAG

Hvad der præcist sker i forhold til tordenbyger og temperaturer i weekenden, er noget usikkert, men meget tyder på, at også lørdagen bliver meget varm med over 30 grader flere steder.

SØNDAG

Søndag skal en svag front med regn- og tordenbyger antageligt ind over landet, hvilket sænker temperaturerne en smule.

MANDAG

Selvom det måske bliver en smule køligere søndag, tyder meget på, at varmen igen vender tilbage i næste uge. Allerede mandag kan vi nå over 30 grader nogle steder igen.

TIRSDAG

Hedebølgen kunne vende tilbage med fuld styrke igen tirsdag i næste uge med generelt op mellem 27 og 32 grader.