Vejr

Ekstrem hedebølge i Japan har kostet mindst 40 mennesker livet

For første gang nogensinde nåede temperaturerne mandag over 40 grader i Tokyo.

Mere end 40 mennesker har mistet livet, og over 9000 har været en tur forbi hospitalet på grund af hedeslag under den ekstreme hedebølge i Japan, der mandag kulminerede med de højeste temperaturer nogensinde målt i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AP og flere japanske medier - herunder Kyodo News.

Alene lørdag omkom 11 personer som en direkte følge af den ekstreme varme.

Mandag blev den varmeste dag nogensinde målt i Japan

Juli har generelt været en helt usædvanlig varm måned i Japan, og mandag nåede temperaturerne i hovedstaden Tokyo for første gang nogensinde over 40 grader.

I forstaden Ome viste termometeret mandag eftermiddag lokal tid 40,8 grader, mens landets højeste temperatur blev målt i Kumagaya med 41,1 grader.

Det er den højeste temperatur nogensinde målt i Japan.

Japansk hedebølge ventes at fortsætte

Myndighederne har opfordret landets skoler til at tage de nødvendige forholdsregler og undgå udendørs aktiviteter for at beskytte eleverne mod hedeslag.

Hedebølgen har ligeledes rejst bekymring for, om vejret vil arte sig på samme vis under De Olympiske Lege i 2020, som netop afholdes i Tokyo på den varmeste tid af året.

Hedebølgen skyldes et stort højtryk over Østasien, som har ligget stille over Japan og Den Koreanske Halvø i ugevis.

De japanske meteorologer forventer, at hedebølgen fortsætter resten af juli og ind i begyndelsen af august.

Hedebølge i Sydkorea gav ny rekord i tropenætter

Også Sydkorea er ramt af ekstrem varme.

Natten til mandag nåede temperaturen i hovedstaden Seoul ikke under 29,2 grader, og dermed var der tale om den varmeste tropenat nogensinde i byen.