Vejr

Populært feriested ramt af pludselig mini-tsunami

Folk på Mallorca måtte mandag spærre øjnene op, da en mindre flodbølge pludselig ramte øen.

På et af danskeres absolut mest foretrukne feriesteder, Mallorca, blev strandidyllen med ét spoleret af en mindre tsunami mandag formiddag.

Bølgen, der på ingen måde minder om de bølger, der normalt dannes af vinden, skyllede langt op på stranden og videre ind i byen Port d'Alcudia. Vandet trak sig først efter lang tid tilbage.

Ifølge lokale medier steg vandet mellem én og halvanden meter på meget kort tid. Der er dog ingen meldinger om tilskadekomne.

Bølgens karakteristika mindede i allerhøjeste grad om de frygtede – og velkendte – tsunamier, der normalt dannes af undersøiske jordskælv eller vulkanudbrud.

Uvejr var formentlig årsag

Dannelsesmekanismen bag den bølge, der ramte Mallorca, skyldes dog på ingen måde seismologiske forhold, men derimod med stor sandsynlighed meteorologiske.

I forbindelse med kraftige tordenuvejr, kan trykændringer, der finder sted omkring bygeområdet, give udslag i bølgedannelser på havet.

Denne type bølger har stor bølgelængde og bliver først mærkbare, når de nærmer sig grundt vand – altså nær kyster. 

Et voldsomt uvejrsområde befandt sig på samme tid over Middelhavet og er med stor sandsynlighed årsag til flodbølgen.

I takt med at uvejret har bevæget sig afsted, har bølgerne omkring uvejret bredt sig i ringe, på samme måde som bølgerne breder sig i en sø, efter man har kastet en sten i vandet.

Også set i Danmark

Begrebet, hvor en tsunami er dannet af vejrforhold, benævnes ofte en 'meteotsunami', eller omtales på tysk som en 'seebär' (på dansk 'søbjørn').

I maj i fjor blev den hollandske nordsøkyst ramt af en lignende bølge, som også overskyllede stranden.

Her i landet blev vi ramt af en voldsom meteotsunami den 21. juli 1998 langs den jyske vestkyst, hvor vandet på kort tid steg næsten 0,6 meter.

Også den 18. juni 2002 – dagen hvor vi blev ramt af det værste tordenvejr i dansk vejrhistorie – oplevede man en meteotsunami på 0,4 meter langs vestkysten.

Senest blev der observeret en mystisk bølge i Svaneke Havn den 8. februar 2015, hvor der formentlig også har været tale om en meteotsunami.