Vejr

Fortsat knastørt vejr til de mere end 100.000 gæster på Roskilde Festival

Roskilde Festival 2018. Tørt og blæsende vejr gør campingområdet støvet søndag 1. juli 2018 inden åbningen af selve Roskilde Festivalen på onsdag.

Masser af solcreme og væske af den alkoholfrie slags er en god ide på årets Roskilde Festival.

Da frivillige i lørdags fjernede hegnene ind til campingområdet ved Dyrskuepladsen i Roskilde, strømmede forventningsfulde festivalgæster ind på knastørre og støvede jorder og græsplæner i fuld solskin.

Og intet ser ud til at ændre sig rent vejrmæssigt de kommende dage.

Med temperaturer på op til 24-26 grader og masser af sol tirsdag og også onsdag, hvor festivalen officielt begynder, bliver det om muligt endnu tørrere, inden skyer og en opfriskende vind kortvarigt afsvaler det hele en smule torsdag og fredag.

Varmt, tørt og blæsende er kodeordene for årets Roskilde Festival, som officielt begynder onsdag d. 4. juli om eftermiddagen.

Og når festivalen takker af for i år i weekenden, er der med meget stor sandsynlighed endnu ikke faldet en eneste dråbe regn.

Så i år står den på sol, støv og gule græsplæner mellem telte, boder og scener.

Roskilde ligger i et af de tørreste område i Danmark

Med 34 sommerdage ind til nu i år - og den 35. lige på trapperne - har der været langt mere sol og varme end normalt på den her tid af året.

Vi nærmer os allerede nu tre gange så mange sommerdage, som vi havde i hele 2017.

Tørkeindekset beskriver, hvor meget vand der mangler i den del af jorden, som planterne gror i. Jo højere indekset er, jo større er risikoen for tørke.

Resultatet er et knastørt landskab, hvor stort set hele landet sukker efter vand i henhold til DMI's tørkeindeks. Langt hovedparten af Sjælland ligger i den højeste kategori for tørke.

Prognoserne for vejret på Roskilde Festival er fortsat varme og solrige så langt øjet rækker, så tørken ser ud til at fortsætte.