Vejr

Sommervarmen låser sig fast - så varmt bliver det resten af ugen

Sommervejr, så langt øjet rækker. Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Varmen kulminerer de næste dage, men det fortsætter med sommervejr, så langt øjet rækker.

Vejret vil resten af juni og i begyndelsen af juli indbyde til masser af udendøraktiviteter.

Ifølge prognoserne vil shorts og sommerkjoler fylde gadebilledet, og nær kysterne vil man kunne se badedyr og sandaler over det hele.

Forventet temperatur onsdag den 27. juni

Varmen ser ud til – i første omgang – at kulminere onsdag og torsdag. Her vil vinden næsten ikke røre på sig.

Generelt vil det være solrigt, men en overgang onsdag eftermiddag ventes lidt flere skyer i Jylland.

Vi ser ofte, at temperaturerne når lidt højere op, end prognoserne her viser. De fleste vil opleve, at termometret når op mellem 23 og 27 grader både onsdag og torsdag.

Forventet temperatur torsdag den 28. juni 2018

Fredag vil en smule køligere luft indfinde sig over landet. Vinden vil være let til frisk fra nord. De fleste vil opleve temperaturer mellem 20 og 23 grader. I Syddanmark vil termometrene dog ramme mellem 23 og 26 grader.

Forventet temperatur fredag den 29. juni 2018

Lørdag aftager vinden igen. Begge dage ser solrige ud, og der ventes generelt mellem 20 og 25 grader. Lokalt ventes temperaturen dog at nå op over de 25,0 grader, som en officiel meteorologisk sommerdag kræver.

Forventet temperatur lørdag den 30. juni 2018

Vi har tirsdag årets 29. sommerdag, og ved månedens udgang når vi formentlig 33 dage over 25 grader. Til sammenligning nåede vi 13 sommerdage hele sidste sommer.

Forventet temperatur søndag den 1. juli 2018

Sommervejret ser ud til at fortsætte i næste uge. Faktisk ser det ud til igen at blive lidt varmere.